Fluer skal bekæmpes nu

08 May 2006

Alle avlere bør allerede nu planlægge årets fluebekæmpelse. Flueproblemer skyldes i langt de fleste tilfælde, at bekæmpelsen ikke har været rettidig og effektiv nok, men med den rette strategi til bekæmpelse kan antallet af fluer på minkfarme minimeres.

 

Fluerne lægger æg i rådnende organisk materiale, det vil sige overvejende i gødning og foderrester. I den første del af larvestadiet lever fluelarverne i den våde gødning. Herefter vandrer de ud i den mere tørre gødning og i halm og sand nær gødningen, hvor de forpupper sig.

 

De nye regler om, at gødningen fremover skal opsamles, typisk i gødningsrender, og ikke som nu må falde direkte på sand- eller grusbund, løser noget af problemet.  De praktiske erfaringer fra farme, som allerede har etableret gødningsrender, viser klart, at der på disse farme er færre flueproblemer end på farme uden gødningsrender. Det skal dog pointeres, at der uden en konsekvent fluebekæmpelse også kan opstå flueproblemer på disse farme, idet der stadig vil være fugtig halm og foderrester under burene, som kan være et udmærket sted til udklækning af fluer.

 

 

Forebyggelse af flueproblemer

 

• Den første forudsætning for undgåelse af flueproblemer er at minimere fluens ynglesteder. Altså en grundig rengøring af farmen med fjernelse af gammel gødning, foderrester og fugtig halm og sand i forbindelse dermed. Der skal ikke blot rengøres under burene, men også i de hjørner, hvor man ikke kommer så ofte.

 

• I det tidlige forår udskiftes de øverste 10 cm sand på farme uden gødningsrender (dette er ikke kun et godt råd, men også et lovkrav jf. Pelsdyrfarmbekendtgørelsen § 7 stk. 2!), normal kotyme er, at der skiftes sand i en bredde af 30 cm under gødningsarealet. Dermed fjernes eventuelt overvintrene fluelarver og -pupper.

 

• Gødningen fjernes mindst én gang om ugen.

 

• Halm og foderrester under burene fjernes ofte.

 

• Jordbunden holdes tør, for eksempel ved behandling med hydratkalk. Hydrat kalk på tørre og vindblæste dage kan være ubehageligt for mennesker og dyr. Det kan derfor anbefales, at det opslemmes i vand og vandes ud på arealet.

 

• Møddinger til fast gødning overfladebehandles med hydratkalk og overdækkes med sort plastik straks efter udmugning.

 

• I flydelaget på gyllebeholderen kan der klækkes mange fluer, hvis ikke flydelagets overflade behandles, for eksempel med hydratkalk.

 

• På farme uden gødningsrender bør der anvendes et middel til bekæmpelse af larver, udvandet/udspøjtet (se billede) umiddelbart efter udmugning på gødningsarealet. Den bedste effekt opnås ved behandling i maj/juni og igen i august.

 

Bekæmpelse af fluer

Ved at starte bekæmpelsen af fluer inden de udgør et egentlig problem, kan mange gener senere på sommeren undgås.

 

En meget simpel og billig bekæmpelsesmetode er ophængning af 2 snore under spærene i hver fodergang, snorene smøres hver 7.-14. dag med et fluesmøremiddel.

 

Til formålet er der udformet en "smøremaskine", som består af en lille beholder monteret med 2 hjul. Den ene går nede i smøremidlet og smører det andet hjul, som igen smører snoren. Snorene bør for øvrigt skiftes en gang årligt, fordi de i forbindelse med minkens fældning op til pelstid fyldes med hår.

 

Samme virkning kan opnås ved anvendelse af giftfrie klæbesnore. Disse snore skal dog skiftes ca. hver 2.-3. uge, fordi de efter denne tid mister virkningen.

 

En anden simpel metode er ophængning af små bægre rundt på stolperne i farmen, som jævnligt fyldes med fluesmøremiddel tilsat et lokkemiddel. Efter sigende skulle hvidtøl af mærket KB virke fortrinligt!

 

Ved min gang rundt på danske pelsdyrfarme, har jeg efterhånden oplevet mange avlere, der udelukkende har klaret flueproblemerne med ovennævnte bekæmpelse. Forudsætningen er, at bekæmpelsen startes på nuværende tidspunkt, og passes jævnligt resten af "fluesæsonen" samtidig med, at udmugningen passes mindst en gang ugentligt.

 

Smøremidlerne kan også påsmøres med pensel på stolper, udvendigt på redekasser, på plader ophængt over gangene og på vægge og gavle - uden for dyrenes rækkevidde - men hvor fluerne sidder. Den bedste virkning opnås ved at smøre i smalle striber på lodrette flader. Sædvanligvis må der genbehandles hver måned.

 

Sprøjtemidler anvendes til behandling af overflader med en sprøjte. Midlerne har en langtidseffekt på 1-2 måneder, men dette afhænger dog meget af flueproduktionen. Sprøjtemidler må kun udsprøjtes over tomme eller tildækkede bure. Der er dog høj sandsynlighed for udvikling af kraftig resistens hos fluerne ved overdreven brug af sprøjtemidler.

 

 

Konklusion:

 

Ved enhver husdyrproduktion vil der komme fluer, men de kan bekæmpes med en målrettet og rettidig indsats. Får du problemer med fluer, eller ønsker du at få udarbejdet et bekæmpelsesprogram, så kontakt Landscentret Pelsdyr.

 

Tekst: Hans-Jørgen Risager, Områdekonsulent, Landscentret Pelsdyr

 

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005