Prisjustering på april-auktionen
På februar-auktionen i Kopenhagen Fur nåede minkpriserne op på historiske højder. Priserne kunne ikke fastholdes på april-auktionen, og samlet var der tale om en prisjustering på 8%, hvoraf ca. 3% kan tilskrives den faldende dollarkurs. Den samlede gennemsnitspris blev på 305 kr., og 97% af udbuddet blev solgt. Efter sæsonens tre første auktioner er der solgt 7.746.000 minkskind til 321 kr. i gennemsnit.
Minkudbuddet var på 3,7 mio. skind fordelt med 3,1 mio. regulære skind og 600.000 undersorter. Kollektionen indeholdt foruden hovedtyperne Black, Mahogany, Brown og Glow også en bred vifte af mutationstyper.
Efter fem salgsdage var næsten samtlige skind solgt, og de bedste kvaliteter, Purple og Platinum, opnåede en markant merpris i forhold til øvrige kvaliteter, og generelt indbragte Velvet kvaliteten en væsentligt højere pris end Classic.
Auktionen var besøgt af ca. 400 kunder, og der blev gjort indkøb til samtlige pelsproducerende markeder.
Auktionen begyndte med et fantastisk salg af Swakara karakul fra Namibia. Kollektionen var den første, der blev markedsført under Kopenhagen Fur label, og priserne steg hele 70%. Også afghanske karakul blev solgt til stigende priser.
Et mindre udbud af Blåræv blev solgt til faste priser, mens Sølvræv var stærkt efterspurgt, hvilket gav høje priser. Grønlandske sælskind blev ligeledes solgt til høje priser. Chinchillaskind steg ca. 10%, mens Rexkaniner blev solgt med bedste pris for Chinchilla Rex. Russiske zobel blev solgt selektivt til høje priser. Russiske mårskind fik et stærkt salg.
Minksalget begyndte med White, som i en lang periode har toppet minkpriserne. Priserne på Classic faldt ca. 10%, mens Velvet klarede sig noget bedre. Den relativt store kollektion af forskellige Cross typer fik også et vigende salg, men priserne på især de blå Cross typer er stadig attraktive. Til auktionens toplot var valgt 50 Sapphire Cross tæver. Lottet blev solgt til Jindo F & Co., Ltd. fra Seoul for 520 kr. pr. skind. Sapphire hanner fulgte samme tendens, mens Sapphire tæver blev solgt til faste priser. Blue Iris og Violet blev solgt til høje priser, dog med et fald i forhold til februar.
Jaguar og Stardust indbragte høje priser for de attraktive farver, ligesom den nye minktype Cinnamon, der blev udbudt for første gang, blev godt modtaget hos kunderne, hvilket resulterede i høje priser for de bedste lot. Palomino kollektionen blev godt modtaget og samtlige skind blev solgt til relativt høje priser. Derimod var der en del prismodstand mod Pearl hanner, hvilket resulterede i kun 44% salg. Pearl tæver blev solgt 100% til næsten faste priser. Golden Pearl fulgte samme tendens.
Black var den første af hovedtyperne, der kom under hammeren. Black hanner faldt 8% i pris med 79% salg, mens Black Velvet blev solgt 100% til faste priser. Black tæver blev ligeledes solgt 100% til faste priser.
Onsdag stod der Brown og Glow på menuen, og hele 2,2 mio. skind skulle sælges. Efter et lidt svingende salgsresultat på de første dage var der stor spænding, da auktionen skulle begynde med Brown hanner. Størrelse 30 måtte 10% ned i pris, mens øvrige størrelser blev solgt til minus 7%. Der blev betalt markant højere priser for de bedste kvaliteter, ligesom Brown Velvet var godt efterspurgt. Glow hanner opnåede tilsvarende resultat. Inden auktionen var der stor usikkerhed omkring priserne på tæveskind, idet prisstigningerne på de foregående auktioner i december og februar havde været meget voldsomme. Februarprisen kunne da heller ikke holde, men efterspørgslen var til stede, og med 8-10% prisfald blev samtlige skind solgt. Også på tæveskindene var der god merpris på de bedste kvaliteter, samt Velvet og Purple kvaliteten fik i flere tilfælde en flot pris. Således blev en string på 407 Brown tæver i størrelse 2 solgt til 370 kr.
På auktionens sidste dag blev der solgt Mahogany. Hanskindene faldt også her 7%, mens tæveskindene måtte 11% ned i pris. Som på de øvrige typer blev også her kvaliteten flot honoreret.
Kopenhagen Fur holder næste auktion den 25.-29. juni, og minkudbuddet bliver på ca. 4 mio. skind.