I forbindelse med modeugen i Moskva er Kopenhagen Fur vært ved en eksklusiv modeevent mandag d. 3. april, hvor 5 af Ruslands førende designere viser deres nyeste kreationer frem.
- Rusland er et af de markeder, hvor Kopenhagen Fur har formået at blive etableret hurtigt, og vi er en spiller, der bliver lagt mærke til, siger Tom Steifel-Kristensen, Kreativ Direktør i Kopenhagen Fur.
Der ligger ni Purple Club butikker i Rusland, i henholdsvis Moskva og Skt. Petersborg, som alle er med i det omfattende detailprogram Kopenhagen Fur tilbyder.
I bestræbelserne på at blive endnu mere kendt i Rusland, har man indgået samarbejde med 5 russiske designere, og man har inviteret 350 særlige gæster til et modeshow, hvor fokus er på Kopenhagen Fur og samarbejdet med de talentfulde designere.
- Det vi opnår med denne event er at komme på dagsordenen og blive et samtaleemne under modeugen i Moskva, siger Tom Steifel-Kristensen.
Allerede inden invitationerne blev sendt ud, gik der rygter om, at Kopenhagen Fur ville holde noget under modeugen, og der kom forespørgsler fra hele Rusland om at blive indbudt til arrangementet, hvilket er et klart signal om at Kopenhagen Fur er kendt i Rusland.
Arrangementet bliver dækket af flere magasiner og aviser.