En stort anlagt udstilling i Milano om myter, eventyr og mode åbnede i går som en del af Mifurs gallaaften med modeshow og 1.000 inviterede gæster. I en park i Milano, som også rummer en monumental udstillingsbygning, var gæsterne til gallashowet de første til at opleve, hvad 15 førende pelsdesignere kan få ud af at fortolke H.C. Andersens eventyr i pels.
Der var naturligvis "Prinsessen på ærten" med en madras i små minkrosetter og tilhørende jakke, "Snedronningen" i gulvlang kappe med hvid mink og "Den standhaftige tinsoldat" med jakke i mørkeblå klippet mink med guldbrokade.
- Udstillingen er en opvisning i kreativitet og flot håndværk - to ting, der netop karakteriserer den italienske pelsbranche, siger Tom Steifel-Kristensen, Kopenhagen Furs kreative direktør.
Udstillingen i La Triennale di Milano er åben for publikum frem til den 23. marts.





