Stilhed for stormen

15 March 2006

Mifur, den italienske pelsmesse, åbnede i dag portene til fem dages messe. Hong Kong-messen er den kommercielt vigtigste, Frankfurt-messen er mest for det tyske hjemmemarked, mens Mifur er en eksplosion af pelsmode. Der er 300 udstillere på messen, og 11.000 indkøbere ventes til Milano frem til den 19. marts, hvor Mifur slutter.

 

Kopenhagen Fur har en centralt placeret stand på messen, hvor auktionshuset præsenteres med vægt på den kvalitet, som danske pelsdyravlere repræsenterer. Den nylige ISO-certificering bliver også præsenteret, netop for at understrege den kvalitetstankegang, som er en af dansk pelsdyravls vigtigste konkurrenceparametre, fra avlsarbejdet på farmen, til sortering og salg og afsendelse af skind til kunderne.

 

Kopenhagen Furs promotion manager Christina Jürgensen fortæller fra Milano, at standen og tilbudene i form af præsentationsmateriale er blevet godt modtaget.

 

- Første dag på Mifur er traditionelt stille, og der kommer først for alvor tryk på i de næste par dage, men vi har haft en del besøgende på stand, og stemningen er forventningsfuld, fortæller hun.

 

Kopenhagen Fur sponserer Mifurs gallashow, hvor nogle af verdens bedste pelsdesignere får lejlighed til at vise, hvordan det ser ud, når mode og pels smelter sammen.


Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005