Det var kvalitet, som prægede pelsmessen i Frankfurt, og hvis man skal dømme efter udstillernes bud på pelsmode, kommer vi til at se en masse pels-på-pels og besætninger lavet af zobel og ræveskind.
- Der er trend mod at bruge flere forskellige typer pels i en style. Luft-galloneret Swakara på mink er et godt eksempel på den trend, siger designer Lone Olsen, Kopenhagen Furs Workshop.
Der var også mange vendbare pelsjakker og -kåber, og de dominerende farver for mink var cream og beige, og meget var bleget eller farver. Der var meget Swakara i sort og helt hvidt, mens zobel og ræv sås i naturfarver.
Fredag den 10. var det store gallashow, som viste det bedste, udstillerne på messen kan præstere. Kopenhagen var sponsor og deltog i showet med nogle af kreationerne fra Den Gyldne Pelsnål. Der blev også vist en kollektion i Swakara til publikums udelte begejstring.
- Showet viste et meget højt teknisk niveau, og der var mange nyskabende styles med, fortæller Lone Olsen.
I løbet af de fire dage Frankfurt-messen varede besøgte 8.442 gæster messen, og det svarer til en stigning på 8,5 procent i forhold til sidste år. 47 procent kom fra andre lande end Tyskland.