"Forkølet pelsdemo" skriver Ekstra Bladet i overskriften om 12 svenskere som smed tøjet på Amagertorv i København i protest mod dansk pelsdyravl. Og forkølet, det var demonstrationen. Det var koldt, og det var ikke den store opmærksomhed, de mange forbipasserende ofrede på den svenske demonstration, som var bakket op af den danske dyreretsorganisation Anima.
Tækkeligt dækket bag et hvidt banner, hvor der stod "Hellre naken än päls" (på dansk: Hellere nøgen end pels) forsøgte 12 veganere at tiltrække sig opmærksomhed. Mængden af pels, som passerede forbi, viste klart, at det det er op ad bakke for demonstranterne, som i sidste ende ønsker at afskaffe enhver form for opdræt af dyr, hvad enten det er til pels, mad eller heste til ridning.
- Demonstrationen er noget pjat. Mink opdrættes jo i bure og har det godt, erklærede Gerti Partov til Ekstra Bladet, som også giver udtryk for, at hun aldrig ville have tilladt sine børn eller børnebørn at stille nøgne op midt i vinterkulden. - De risikerer at få influenza, som hun siger.
Som Ekstra Bladet konkluderer, var det et meget ensidigt billede, aktivisterne forsøgte at tegne af dansk pelsdyravl. Rapporten fra Det Dyreetiske Råd, som klart konkluderer, at pelsdyravl er i orden med hensyn til etik og at dyrevelfærden er god, og de krav, som danske pelsdyravlere skal leve op til, blev ikke nævnt med et ord.