Vestre Landsret har i går afsagt dom i en sag om de skattemæssige konsekvenser ved udskiftning af minkbure og redekasser med mere. Sagen var anket fra Landskatteretten af Dansk Pelsdyravlerforening på vegne af tre minkavlere.
Landsretten siger i sin dom, at en separat udskiftning af udtjente enkeltdele som bursektioner, redekasser og hvalpenet samt reparation af tråd må anses som vedligeholdelse af minkburblokkene, hvorfor udgifterne hertil er fradragsberettigede det pågældende år i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.
Skattemyndighederne havde vurderet, at de tre minkavleres udskiftning af dele fra bureblokkene hverken var vedligeholdelse eller kunne straksafskrives, men at omkostningerne derimod skulle behandles efter saldometoden. Dermed skulle afskrivningen foretages over flere år og ikke i det pågældende skatteår.