Pelsmessen i Frankfurt, der åbnede i går, bekræfter de positive tendenser fra pelsmessen i Hong Kong. Efterspørgslen på færdigvarer er god, og optimismen er stor i branchen.
- Udstillerne er alle godt tilfredse og melder om større omsætning her på messens anden dag sammenlignet med sidste år, siger salgsdirektør Erik Neergaard, Kopenhagen Fur, som besøger messen.
Ifølge Frankfurt-messen steg antallet af besøgende på messens åbningsdag med 11 procent sammenlignet med sidste år. To tredjedele af de besøgende på messen er tyskere, mens de øvrige kommer fra det meste af Europa samt USA, Japan og Korea.
På grund af de stigende skindpriser er prisen på færdigvarer omkring 40 procent højere i forhold til niveauet for et år siden.
- Den moderigtige pels er så stærkt fremme, at prisen ikke er afgørende, men markedet for de meget traditionelle pelse er lidt præget af prisstigningen, siger Erik Neergaard.
Kopenhagen Furs labels er i øvrigt godt repræsenteret på messen, både i færdigvarer og hos skindgrossister, som sælger færdiggarvede bundter med labels klar til at blive syet til en færdig pels.
Lone Olsen, medarbejder i Kopenhagen Furs Workshop, er også på messen. Hun fortæller, at der er mange pelse i klassisk snit, men ofte er skindene plukket. Mink er det dominerende materiale, men der også mange eksempler på langhåret pels, som ræv, der er brugt til besætning. Der er også meget Swakara, som traditionelt har haft en stærk position på det tyske marked.
Messen fortsætter frem til søndag den 12. mats.