Miljøkrav

Miljøstyrelsens vejledning ”Miljøkrav ved etablering og drift af pelsdyrfarme” indeholder et afsnit, der hedder ”Standardvilkår for etablering og drift af pelsdyrfarme”. Heri gennemgås de krav, som kommunale myndigheder kan stille i forbindelse med godkendelse af farme. Specielt med hensyn til fluebekæmpelse skal fremhæves, at:

1. Der skal renses under, i og omkring burene mindst én gang om ugen. Såfremt frost og sne medfører, at det ikke er praktisk gennemførligt at fjerne gødningen mindst én gang om ugen, kan dette udelades, indtil vejrforholdene gør det muligt.

I tiden 25. april til 1. juli kan rengøring inde i bure med avlstæver og små unger dog undlades. For ræve bør denne periode være 25. april til 15. juli. For ildere, som kan få unger to gange årligt, bør perioden være de otte uger, hvor ilderne har små unger.

I øvrigt skal samtlige haller, bure og redekasser spules rene – eventuelt med en højtryksrenser – én gang årligt.

2. Der skal under burene udlægges et ca. 10 cm tykt lag sand eller grus, som skal udskiftes så ofte, det er nødvendigt - dog mindst én gang årligt. Udskiftningen bør af hensyn til flue-bekæmpelsen ske i perioden fra november til april måned.

3. Der skal overalt på virksomheden foretages effektiv fluebekæmpelse i overensstemmelse med de af Statens Skadedyrlaboratorium fastsatte retningslinier for fluebekæmpelse.
Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005