De to indehavere af New York mærket Ohne Titel, Alexa Adams og Flora Gill, var i sidste uge på besøg hos Kopenhagen Studio. Det er designernes andet besøg på Kopenhagen Studio, og denne gang kom de for at få hjælp til deres efterårs/vinterkollektion 2009-10.
Alexa Adams og Flora Gill er begge uddannet fra ”Parson’s School of Design” i New York, og har arbejdet hos henholdsvis Karl Lagerfeld og Helmut Lang, inden de i 2006 startede deres eget mærke ”Ohne Titel”. De to piger har en god grund til at lægge deres besøg i god tid før næste kollektion.
- Sidste gang vi var her, var vi så langt henne i processen med vores kollektion, at vi slet ikke kunne nå at få alle de nye ting vi så her, med. Det var vildt ærgerligt, fordi vi så meget, vi gerne ville prøve. Derfor starter vores arbejde med næste kollektion her, forklarer Alexa Adams.
Ohne Titel, der i flere af de store internationale modeblade betegnes som et mærke på vej frem i modeverdenen, har hele tiden arbejdet med pels. Selvom det er Alexa Adams, der har mest erfaring med pels, er det Flora Gills evner, der især kommer i brug til efterårskollektionen. De to piger vil strikke pels sammen med andet materiale og derved skabe et helt nyt materiale.
- Jeg er nok den bedste strikker, for det har jeg gjort meget i mit tidligere job hos Helmut Lang. Men Alexa er ved at blive bedre, så det er da en hjælp, griner Flora Gill.
Alexa Adams fortsætter:
- Ja jeg bliver bedre, men den største hjælp er at få lov at være her. Buntmagerne her er så dygtige, både til at designe, men også til at hjælpe os. De fejl, det ville tage os måneder at rette derhjemme, klarer vi her med det samme.
Den kollektion de laver nu, vil være Ohne Titels tredje efterårs/vinterkollektion.