Pressemeddelelse: 1,3 mia. kr. i kassen på 4 dage

14 April 2008

Kopenhagen Fur har igen sat omsætningsrekord med en auktionsomsætning på over 1,3 milliarder kroner - på blot 4 dage.

 

- Den danske pelsbranche har en betydelig styrke internationalt. Kopenhagen Fur er verdens største pelsauktionshus, og det er en position, som vi befæster og udbygger i disse år. Man siger, at succes avler succes, og det må man sande, at vi oplever, siger adm. direktør Torben Nielsen, Dansk Pelsdyravlerforening/Kopenhagen Fur.

 

Kopenhagen Fur satte ikke bare omsætningsrekord, der blev også sat rekord i udbud af skind på én enkelt dag. 2,6 millioner minkskind blev således bortauktioneret om torsdagen under auktionen. Den dag blev der solgt pels for 20.000 kr. pr. sekund i auktionssalen.

 

Som omsætningen på april-auktionen, 9.-12. april, klart viser, så efterspørger forbrugerne pels som aldrig før.

 

- Forbrugernes valg er helt klart: De vil have kvalitet, og det får man hos Kopenhagen Fur. De danske pelsdyravlere er i en international superliga. Ingen andre kan producere skind af samme høje kvalitet. Det skyldes to ting: Vores evne til at samarbejde efter de bedste andelstraditioner og den høje danske standard i pelsdyrproduktionen. Det sidste er helt afgørende for kvaliteten, siger Torben Nielsen.

 

Pelskøberne kommer fra hele verden for at købe skind på Kopenhagen Furs auktionerne.

 

Udbuddet på auktionen var på næsten 4,7 millioner minkskind. Og derudover blev der udbudt en række andre skindtyper såsom karakul, ræveskind, sælskind, zobelskind samt enkelte andre pelstyper.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005