Nyhedsavisen bragte torsdag morgen en sensations-vinklet forsidehistorie om, at danske swakara-pelse er lavet af lammeskind og at lammene slagtes kort efter, at fåret har lemmet. Artiklen byggede på den falske præmis, at der var tale om forhold, pelsbranchen ønsker at fortie. Intet kunne være mere forkert. Om swakara-produktionen, der er reguleret efter europæisk forbillede og er støttet fra Danida, som en bæredygtig produktionsform, skriver Kopenhagen Fur på sin hjemmeside.
- The young lambs that cannot be sustained naturally are slaughtered shortly after birth, producing meat, wool, leather and the Karakul lamb pelt.
Nyhedsavisens historie blev viderebragt af bl.a. BTs og Politikens netavis uden, at den falske sensationsvinkling blev afmonteret, og pludseligt meldte tre politikere sig på banen med opfordringer om boykot og forbud hentet ud af den blå luft.
- Det skal vi have stoppet straks, siger fødevareordfører Bjarne Laustsen (S), mens hans kollega dyrevelfærdsordfører Christian H. Hansen fra Dansk Folkeparti siger: - I et land som satser på dyrevelfærd, kan vi ikke sælge skind til pels fra nyfødte dyr.
Racistiske fordomme
Kristen Touborg (SF) melder sig også blandt de kritiske røster og gør det oven i købet med utilsløret racisme, da han affærdiger direktør fra Danish Fashion Institute Eva Kruses opfordring til at fokusere på god dyrevelfærd med spørgsmålet:
- Og hvordan er det så lige dyrevelfærden ser ud i Afrika? Hermed blotlægger Touborg sin fordom om, at så længe det drejer sig om produkter fra Afrika, behøver man ikke se nærmere på de faktiske produktionsforhold. Produkter fra Afrika kan åbenbart uden videre og helt automatisk boykottes i Touborgs optik.
Kopenhagen Fur har diskuteret Kristen Touborgs udtalelse med Institut for Menneskerettigheder. Touborgs kommentar om lammeskindsproduktion tyder på en grundlæggende racistisk holdning, da en negativ fordom generaliseres til at gælde for en hel befolkningsgruppe og et helt kontinent.
Velreguleret og bæredygtig produktion
Avl af swakara-skind, der er en forkortelse for South West African Karakul, har eksisteret siden 1907, hvor de første karakul-får blev importeret til Namibia. Mere end 80 procent af Namibia er gold ørken, men karakul-fåret er et hårdført dyr, der trives i ørkenområder og samtidig er med til at regenerere ørkenen ved at nedtrampe græs og plantefrø, der ellers ville blæse bort i vinden. Fårene græsser frit på farme, der måler 40 gange 40 kilometer, og den Namibiske regering har aktivt opfordret kvægavlere til at lægge om til fåreavl, fordi kvæg rykker den sparsomme græsvækst op med rode, mens fårene kun nipper selve græsstråene.
I et ørken-plaget land som Namibia føres præcis statistik over årets nedbør, som forudsiger, hvor meget græsvækst den kommende sæson vil bringe. Den namibiske fåreavler anvender denne statistik til at afgøre, hvor mange lam han vil slagte, når fåret har lemmet, og hvor mange han har mulighed for at opdrætte til produktion af lammekød.
Produktionen af swakara har været en namibisk succeshistorie, som regenererer ørkenen, giver levebrød til namibiske fåreavlere og giver prestige og positiv medieomtale af Namibia, efterhånden som designere og modehuse har fået øjnene op for det særlige namibiske lammeskind.
International regulering
Salg af swakara-skind foregår i dag gennem verdens største pelsauktionshus Kopenhagen Fur. Gennem samarbejdet med Kopenhagen Fur og brancheorganisationen International Fur Trade Federation (IFTF) har namibiske fåreavlere, repræsenteret ved den namibiske landbrugsminister Nicky Iyambo, besøgt europæiske kollegaer for at undersøge, hvordan europæiske reguleringer udformes og reguleres. Resultatet er en ’code of practice’, der ikke blot følger europæisk lovgivning og anbefalinger, men ligeledes tager højde for amerikanske, canadiske og new zealandske anbefalinger på området. Namibia har for nylig tiltrådt det europæisk-amerikanske initiativ Origin Assured (OA™), der garanterer, at pels med OA-labels stammer fra lande, hvor pelsproduktionen er reguleret.
Danida-støtte
Landbrugsminister Nicky Iyambo, der som europæisk-uddannet læge kender til Norden fra sine 17 år som praktiserende læge i Finland, har haft møde med udviklingsminister Ulla Tørnæs. I Danmark ses Namibia som et foregangsland inden for bæredygtig fåreavl, og Danida støtter et projekt, der giver namibiske fåreavls-eksperter mulighed for at rejse til Afghanistan for at hjælpe afghanske bønder til en bedre, mere bæredygtig produktion i lighed med den namibiske.
Udover at implementere regulering efter internationale standarder for dyrevelfærd har de namibiske fåreavlere også udarbejdet bestemmelser om mindsteløn og arbejdsforhold, der skal sikre lønarbejdernes forhold på landets fårefarme.
En namibisk succes
Den namibiske fåreavl er på alle måder en stor succes. Karakul-fåret har givet en vigtig indtægtskilde i et land, hvor mulighederne for landbrugsaktiviteter er stærkt begrænsede på grund af stenørken og sandholdig jord. De græssende får er samtidig med til at vedligeholde og øge plantevæksten på de golde sletter, da de tramper græsfrø i jorden, mens de græsser – græsfrø, som ellers ville være blæst bort med vinden. Der er tale om en bæredygtig produktion, som Danmark gennem Danida forsøger at overføre til andre udviklingslande. Og samtidig giver den namibiske fåreavl – og karakulskindet swakara – stor international prestige til Namibia. Der er tale om et produkt, som ingen andre lande har formået at fremavle i så høj kvalitet.
Kopenhagen Fur har en politik om åbenhed og gennemsigtighed om alle produktionsforhold, og som samarbejdspartner med de namibiske fåreavlere vil Kopenhagen Fur med glæde assistere med kontakter og praktiske oplysninger, hvis ordførerne fra DF, S og SF skulle ønske at sætte sig ind i de forhold, som de uden seriøse overvejelser dømmer uetiske.
Et lam er et lam
Nyhedsavisens artikler om namibiske karakul-lam benytter sig konsekvent af betegnelsen ”babylam” som er retorisk farvet og som bedst af alt kan kategoriseres som rendyrket disneyficering. Et lam er et lam, og at tale om ”babylam” giver lige så lidt mening som at tale om ”babyspædbørn”. Betegnelsen ”babylam” er opfundet af dyreværns- og dyrerettigheds-aktivister, og ved at bruge denne betegnelse fraviger Nyhedsavisens journalist sine objektivitetskriterier og forsøger at skille namibiske lam fra for eksempel New Zealandske lam, som de fleste danskere og mennesker overalt i verden med stor fornøjelse spiser - hvem sagde påskelam?
De politiske ordførere eller dyreretsaktivister, der kalder karakul-produktionen uetisk, skylder at forklare, hvori de uetiske aspekter mere præcist består, og hvad forskellen er mellem lammeskindspelsen og lammekøllen? Mener de, at det er uetisk at slagte lam, der er tre dage gamle, mens der kan gives grønt lys, når lammet har passeret en magisk aldersgrænse på 2, 5 eller for den sags skyld 11 måneder? Ønsker de 3 politiske ordførere at forbyde swakara-pelsen og samtidig tillade salg i Danmark af lammeskindssko, lammeskindstasker og lammeskindsjakker? De politiske ordførere skylder at forklare, hvorledes de begrunder deres etik og hvad konsekvenserne af deres politiske vision vil være.
Organisationer som PETA og Anima, som leverer retorisk skyts til politikere på stemmejagt og en sensationslysten presse, er reelt imod al animalsk produktion. Disse dyreretsaktivistiske foreninger ønsker forbud mod alle animalske produkter fra bacon, æg, mælk, læder og pels til honning og silke. Det er for så vidt en legitim politisk agenda, men man skylder at melde ud, om man er imod æg, men for mælk – eller om man er imod det hele, uanset hvilke standarder for dyrevelfærd, producenterne måtte kunne garantere.
Mangel på konsekvenslogik - Bambi styrer
Peter Sandøe, leder af Center for Bioetik og Risikovurdering, udtaler til Politiken:
- Der er gået Bambi i alting. Der er jo tale om en produktion, der foregår i Afrika, hvor regnmængden er varierende. Det eneste fornuftige for de her mennesker er at aflive nogle af de nyfødte dyr for at tilpasse populationens størrelse til mængden af græs. Hvis de ikke gjorde det, ville de risikere pludselig at stå med en mængde dyr, som de ikke havde græs til at brødføde.
Peter Sandøe kritiserer videre manglen på konsekvenslogik hos oprørte sjæle.
- Halvdelen af de kyllinger, der bliver udklækket, nemlig alle hanekyllingerne, bliver jo også straks aflivet, og vi afliver masser af Jersey-kalve - om dem kan man endda argumentere, at man kunne få en fornuftig produktion ud af det.