Pelsmessen i Milano er i fuld gang, og på Kopenhagen Furs stand er den danske presse også repræsenteret. Avisen Børsens internetside www.boersen.dk laver et indslag fra Milano, med hovedfokus på Kopenhagen Fur.
Buntmager Lone Olsen fra Kopenhagen Furs workshop viser rundt på messen og turen går fra Kopenhagen Furs egne styles, til Birger Christensen og Fabio Gavanzzi. Fabio Gavanzzi har produceret tøj for mange af de designere, der har været på besøg i Kopenhagen Furs workshop og har derfor en del danske designere på sin stand. Lone forklarer om tendenser i moden, og hvordan pelsen i dag bliver brugt på mange forskellige måder.
Det er det eksklusive og luksuriøse, der I høj grad dominerer Milano messen, og det er også der, boersen.dk har valgt at lægge sin vinkel. Børsens journalist Karsten Jensen beskriver indslaget som et luksusindslag, der skal gøre seerne inspirerede og lidt misundelige.
- Jeg vil gerne have at de mænd der ser dette her derhjemme, siger: Aj, sådan en vil jeg også kunne købe til min kone, siger Karsten Jensen.
Ud over at komme på rundtur på selve messen, skal Karsten Jensen også med til det store gallamodeshow, der finder sted på messens åbningsdag, onsdag.
Selve indslaget kan ses på www.boersen.dk på lørdag.