Når annhagen torsdag aften viser sit show under den københavnske modeuge, vil de mange indbudte gæster og presse også få pels at se. annhagen er nemlig én af de i alt syv danske designere på modemessen, som har indgået et samarbejde med Kopenhagen Fur.
annhagen startede som designer for få år siden og er hurtig blevet en designer den inden- og udenlandske presse holder øje med. annhagen har siden starten fokuseret på funktionelt, eksklusivt og multifunktionelt tøj – ofte med påsætninger i mink eller ræv. annhagen er blevet kaldt et ’kreativt inspirerende indspark’ til den danske modeverden, og er blevet et af de mest eftertragtede danske mærker i udlandet. Tøjet sælges i Paris, Milano og London foruden Tokyo, hvor annhagen har fundet vej til mere end 25 af de allermest trendy butikker.
Kollektionen der fremvises torsdag vil bl.a. inkludere mink og ræv indfarvet i en særlig grå farve. Som altid er pelsstykkerne multifunktionelle med et væld af detaljer.