Skuespillere på besøg hos Kopenhagen Fur

21 December 2007

En pelsgrossist har et opgør med sin søn ombord på en luksusyacht. Det er plottet i et nyt teaterstykke, der har premiere til februar.

For at være sikre på at detaljerne bliver rigtige, besøgte instruktøren og de fire skuespillere, der er med i stykket, onsdag eftermiddag Kopenhagen Fur.

 

De var meget interesserede i de ting, de fik fortalt og var især imponerede af sorteringsmaskinerne. Besøget endte hos Mogens Alex Petersen, hvor de næsten ikke var til at drive ud fra igen.

 

Stykket bliver instrueret af Frederik Neergaard. Han synes, at besøget på Kopenhagen Fur var ”en fantastisk oplevelse”.

- Det er dybt fascinerende. Det er meget mere komplekst, end jeg havde forventet. Hvem havde regnet med, at der findes 12.000 sorteringer?, spørger han.

- Jeg var heller ikke klar over, at Danmark er så velplacerede i pelsbranchen.

 

Pelsgrossisten bliver spillet af Kim Bodnia, blandt andet kendt fra Pusher-filmene og hans søn bliver spillet af Thomas Levin, der er mest kendt fra sin rolle i filmen om Familien Gregersen. De to øvrige roller i stykket er pelsgrossistens unge kæreste, spillet af Sarah Boberg, og hans personlige assistent, spillet af Per Scheel-Krüger.

 

Selv om stykket ikke direkte handler om pelsbranchen, fylder det alligevel noget i skuespillet, forklarer Frederik Neergaard:

- Det sætter rammen i stykket. Faren er blevet rig på grund af pelsbranchen, fortæller han.

- Faren har et eventyrgen, og pels passer bare godt til rollen, forklarer Frederik Neergaard om valget af pelsgrossist som farens erhverv.

 

Skuespillet får premiere den 9. februar og bliver sat op på CaféTeatret i København. Det er nyskrevet af Jakob Weis, som tidligere i år vandt en Reumert som årets dramatiker.


Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005