Den amerikanske ambassadør besøgte Studio

17 December 2007

Fredag eftermiddag fik Kopenhagen Studio besøg, da den amerikanske ambassadør James P. Cain og hans hustru Helen lagde vejen forbi. I knap to timer fik de to et indblik i, hvilke muligheder der er for at anvende pels i dag. Ambassadøren og frue var tydeligt imponerede over de mange forskellige måder, som man kan bruge pels på.

 

- Jeg er overrasket over den store variation, der er i farve og design. Jeg kan huske, da jeg købte min kones første pels. Jeg havde kun tre farver at vælge imellem, fortalte James P. Cain i slutningen af besøget og hentydede til, at der er en del flere alternativer i dag. Det var i den grad også gået op for ambassadørfruen Helen:

- Jeg vil gerne skrive min ønskeliste om!, sagde hun med et stort smil.

 

Parret blev grinende enige om, at det var det bedste virksomhedsbesøg, de har været på sammen. De var besøget igennem meget interesseret i det, de fik at vide og stillede mange spørgsmål om pelsdyravl og andre sider af pelsbranchen. Ambassadørparret hørte en masse om både de naturlige farvervariationer i mink, de forskellige kvaliteter og de mange teknikker, som Kopenhagen Studio har hængende.

 

- Vi har set en utrolig kreativitet i brugen af pels. Kopenhagen Fur er ikke kun det ledende auktionshus, men også ledende fornyere af pelsbranchen, sagde James P. Cain.

Også Kopenhagen Studios samarbejde med forskellige designere blev introduceret, og det gjorde også indtryk på ambassadøren:

- Den kreative måde, hvormed Kopenhagen Fur hjælper designerne til at bruge pels, kom bag på mig, bemærkede han.

 

James P. Cain er optimistisk på pelsbranchens vegne:

- Jeg tror, at fremtiden er lys for pelsavlerne. Økonomien og velstanden vokser, og så vil folk gerne have luksusvarer som pels, sagde han, og tilføjede:

- Jeg vil gøre alt for at opfordre USA til at købe pels fra Kopenhagen Fur.


Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005