Nye toner i rævesagen

17 December 2007

Pelsdyrerhvervet i Danmark fik som bekendt sin egen bekendtgørelse om beskyttelse af pelsdyr i slutningen af sidste år.

 

Ræveproduktionen skal pr. 31. december 2007 leve op til en række nye vidtgående krav, som vil bevirke, at farmene med stor sandsynlighed vil blive lukket. For de eksisterende farme drejer det sig om bure på 2 m2 beriget med en hylde, en helårsredekasse, en gravekasse og delvis fast bund. En ræveavler har tidligere på året - demonstrativt - indrettet 10 bure i overensstemmelse med disse nye krav.

 

Som forventet viste avlerens forsøg, at delvis fast bund og en gravekasse giver hygiejneproblemer, fordi dyrenes afføring ikke automatisk ryger ud af burene. Samtidig er det arbejds- og miljømæssigt umuligt at holde burene rene. I løbet af året har avleren skåret forsøget ned til nu kun at omfatte et bur. Det skyldes, at han ikke kunne holde ud at se på dyrene i forsøgsburene, som groft sagt var smurt ind i deres egen afføring og derfor mistrivedes.

 

Adfærdsforskere og Dansk Pelsdyravlerforening har i forbindelse med de mange tidligere drøftelser med politikere om denne sag gentagne gange fremhævet netop dette hygiejneproblem. Men det har politikerne hidtil været temmelig ligeglade med.

 

Nu blæser der imidlertid nye vinde. Et par folketingsmedlemmer fra S og DF har offentligt udtalt, at reglerne kan være fejlagtige, og at man måske bør se på dem igen. Det bemærkes, at Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i 2004 begge var en del af det flertal i Folketingets Fødevareudvalg, som er fundamentet bag de nye krav til rævefarmene.

 

Dansk Pelsdyravlerforening forfølger nu med disse nye signaler en løsning af sagen i forhold til de relevante politikere. Ligesom tidligere er målsætningen, at de danske ræveregler skal være sammenfaldende med kravene i Europarådets rekommandation, da kravene dermed er fagligt underbyggede.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005