Pressemeddelelse: Prisfald på pelsauktion

14 December 2007

Dollarens nedtur og en meget stor udvidelse af minkproduktionen i Kina er slået igennem på det internationale prisniveau på minkskind. På Kopenhagen Furs december-auktion faldt minkprisen således 19 procent i forhold til niveauet i september.

 

Dollaren er faldet 8 procent i forhold til kronen siden september, og det fald slår direkte igennem på skindpriserne. Samtidig er verdensproduktionen af minkskind siden 2002 næsten fordoblet til i dag op imod 60 millioner skind. Især Kina tegner sig for en stor del af produktionsudvidelsen.

 

- Pelsbranchen handler i dollars, og derfor er vores salg underlagt dollarens op- og ned-ture, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur.

 

Branchen er også fortsat påvirket af den usædvanligt varme vinter sidste år, som betød at salget i detailleddet ikke levede op til forventningerne. En del færdigvarer har derfor ligget på lager siden sidste år. I år har vinteren indfundet sig på hovedmarkederne Rus-land og Kina samt USA, og branchen forventer, at detailsalget når et tilfredsstillende niveau.

 

- Efterspørgslen på pelsvarer er generelt solid og voksende, men produktionsudvidelsen har været så voldsom, at en priskorrektion var uundgåelig. Danske pelsdyravlere står fortsat stærkt på det internationale marked. Skindene er af en langt højere kvalitet, end hvad andre pelsproducerende lande kan præstere, og derfor er prisen på danske mink-skind også betragteligt højere. Vi forventer derfor, at den nødvendige produktionstilpas-ning primært vil ske i Kina, Rusland og de østeuropæiske lande. Denne tilpasning vil ske relativt hurtigt, siger Torben Nielsen.

 

På Kopenhagen Furs december-auktion blev der udbudt knap 1,4 millioner minkskind samt blandt andet ræve-, chinchilla- og zobelskind. Omsætningen nåede 287 mio. kr.

 

Auktionen er den første af fem i salgssæsonen 2007/08, hvor der i alt skal udbydes 17 millioner minkskind.

 

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005