I bestræbelserne på at bekæmpe vildtlevende mink har Skov- og Naturstyrelsen nu givet tilladelse til at bruge smækfælder frem for at bruge klapfælder. Da smækfælderne ellers er ulovlige i Danmark, er der tale om en dispensation, som indtil videre er givet i fem af Skov- og Naturstyrelsens distrikter.
I alt 75 smækfælder vil blive opsat i udvalgte områder i Nordjylland, Vestjylland, Nordvestsjælland og på Falster, og fælderne vil blive tilset ugentligt.
Smækfælderne slår minkene ihjel øjeblikkeligt i modsætning til de traditionelle fælder og er dermed ifølge Skov- og Naturstyrelsen mere dyrevenlige.
- Smækfælderne afliver minken lige med det samme. Når man bruger de traditionelle fælder, risikerer dyret til gengæld at være indespærret i lang tid. Fælderne bliver nemlig oftest kun tilset to gange i døgnet. Dermed kan der i værste fald gå op til 12 timer fra minken går i fælden, til den bliver opdaget og aflivet, fortæller Dorte Flindt-Egebak fra Skov- og Naturstyrelsen.
Ulempen ved smækfælderne er, at især ildere også kan risikere at gå i dem, hvilket er uhensigtsmæssigt, da ilderen er et fredet dyr. Derfor skal smækfælderne placeres på flydeplatforme i søer og vandløb.
- Den slags kan mink godt kan lide at kravle op på. Og vi ved samtidig, at det er sjældent, at andre dyr kan finde på at kravle op på sådan en flydende platform. Samtidig er indgangen til fælden lavet i en størrelse, der passer til mink. Derfor indebærer smækfælder på platform kun en meget lille risiko for, at der går andre dyr i, forklarer Dorte Flindt-Egebak.
Smækfælderne er allerede tilladt i blandt andet Sverige, Tyskland og Storbritannien.
Læs mere i Skov- og Naturstyrelsens nyhedsbrev her