Strikket mink vandt Den Gyldne Pelsnål

16 November 2007

Vinderen af Den Gyldne Pelsnål 2007, Kopenhagen Fur og Dansk Pelsgrossist- forenings store pelsdesign- konkurrence, blev fundet i går aftes efter et stort show, hvor alle årets kreationer blev vist frem.

 

Det blev herretøjsdesigneren Hans Christian Madsen, der vandt. Han har speciale i strik, og det afspejlede sig i hans kollektion, der blandt andet bestod af en sweater strikket i mink.

 

Dommerne lagde i begrundelsen for deres valg vægt på, at Hans Christian Madsen i sin kollektion kombinerede luksus og anvendelighed, og at han formåede at holde fast i sine skandinaviske rødder. Desuden var kollektionen sammenhængende.

 

Hans Christian Madsen var naturligvis meget glad for at vinde, og synes, at hele konkurrencen har været en god oplevelse.

- Det har været rigtigt sjovt at være med. Det har været meget professionelt hele vejen igennem.

Han er også glad for præmien, der ud over selve Den Gyldne Pelsnål, består af minkskind i Kopenhagen Purple kvalitet og mulighed for at samarbejde med Kopenhagen Studio.

- Jeg glæder mig til at komme i Kopenhagen Studio. Jeg vil meget gerne arbejde med pels igen. Det er et fantastisk materiale, siger Hans Christian Madsen.

 

Hans Christian Madsen blev færdiguddannet tidligere i år fra den engelske designskole Royal College of Art. Han er siden blevet ansat som designer på Diesel.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005