Det franske modehus Emanuel Ungaro, der tidligere har samarbejdet med Kopenhagen Fur om fremstillingen af blandt andet en sovemaske i mink, har i de sidste 30 år været kendt som et luksus tøjmærke, der fremstiller eksklusive gevandter til kvinder. I foråret ansatte modehuset en ny chefdesigner til at lancere husets første herretøjskollektion, og efter mindre end seks måneder i jobbet rejste den nye chefdesigner, Frank Boclet, til København for at finde inspiration til den nye kollektion hos Kopenhagen Studio, det kreative pelslaboratorium på Langelinie, der drives af Kopenhagen Fur.
Frank Boclet har arbejdet i 16 år som chefdesigner hos herretøjsmodefirmaet Smalto i Paris og arbejdede inden da for modefirmaerne Kenzo samt Arrow og Courrèges. Han er uddannet tekstil-ingeniør og egentlig havde han aldrig tænkt sig at blive designer.
- hos både Kenzo og Courrèges arbejdede jeg som produktmanager men blev opfodret til at bevæge mig i retning af design. Jeg har dog altid tænkt, at designer-jobbet er noget man uddanner sig til gennem formel skolegang på designskoler og sådan, så jeg afslog altid. Jeg følte ikke at jeg kunne være rigtig designer, når jeg ikke havde nogen designuddannelse, siger Frank Boclet under en pause fra arbejdet i Kopenhagen Studio.
Designer blev han dog alligevel til sidst, og i de sidste 16 år har han bestredet dette hverv hos modehuset Smalto før han i februar blev hvervet til modehuset Ungaro.
- man bliver nødt til at søge nye udfordringer og tage nogle chancer, så man vågner op og ikke forfalder til rutiner og vanemæssig adfærd, siger Franck Boclet. – Hos Ungaro har jeg friere rammer. Modehuset har aldrig haft nogen herretøjskollektion af betydning, så jeg er ikke forpligtiget af en lang tradition.
Som designer af herretøjsmode har Franck Boclet med glæde noteret sig at herremode ikke længere står i skyggen af kvindemoden på samme måde som tidligere. Mænd i dag, fortæller han, interesserer sig væsentlig mere for tøj og mode end tidligere, og de er også villige til at bruge flere penge på deres garderobe og deres udseende. Men herremode har stadig sine begrænsninger.
- Når man designer tøj til kvinder, kan næsten alt lade sig gøre. Mulighederne er åbne. Med tøjdesign til mænd forholder det sig anderledes. Man kan ikke være så flamboyant. I stedet må man fokusere på detaljerne og på beskæringerne. Det kræver alt andet lige større grad af teknik, forklarer Franck Boclet, der som designer tænker ligeså meget på hvad, der vil fænge på gaden som hvad der måtte fungere på catwalken.
Franck Boclet vil dog ikke ud med, hvilken type pelsdesign til mænd, der vil fungere på gaden. Som de fleste andre designere holder han kortene tæt ind til kroppen. Han er på inspirationsbesøg i Kopenhagen Studio men resultaterne skal først offentliggøres senere og det er for tidligt at delagtiggøre andre i sine planer. Men planlagt det bliver der. Under store fagter og fransk patos om med hektiske mobilopkald til Paris og London, diskuterer Franck Boclet pels og teknikker med Kopenhagen Furs Thomas Andersen og Mark Townsend, hjulpet af sin assistent og af buntmageren Phillipe Beaulieu, der er en af Paris’ meste anerkendte buntmagere og som er med i København. Phillipe Beaulieu har produceret pels for nogle af verdens allerfineste luksusmærker som Louis Vuitton, Chloé og Marc Jacobs, og skal også stå for produktionen af pels til Franck Boclets kommende herrekollektion for Ungaro i fællesskab med Kopenhagen Fur.
![]() |