Malene Schwartz og Mia Lyhne lægger krop til Kopenhagen Furs nye pels-kampagne. Damerne er i kampagnen portrætteret som ægte divaer. I pels selvfølgelig.
- Selvom jeg ikke bryder mig om at blive fotograferet, har det været så sjovt at være med til at præsentere disse fantastiske pelse, siger Malene Schwartz om kampagnen.
Malene Schwartz har i næsten fem årtier været at finde på de danske scener, tv-skærme og biografer. Og hendes indflydelse både foran og bag scenen som henholdsvis skuespiller og direktør for danske teatre har været enestående.
- Malene Schwartz er en af de største danske skuespillere. Hun er en stærk kvinde, der har gået egne vegne. Med roller som Maude Varnæs i Matador er hun blevet folkeeje og en del af den danske kulturhistorie, siger Torben Nielsen adm. direktør for Kopenhagen Fur.
Hvor Malene Schwartz allerede har slået sit navn fast, er Mia Lyhne stadig på vej. Mia Lyhne har allerede bevist, at hun mestrer alle facetter af sit fag. Mest kendt er hun nok for sine satireroller på dansk tv, som for nyligt har fået hende udnævnt som Danmarks sjoveste. Mia Lyhne har dog også høstet stor ros for sine roller på blandt andet Det Kongelige Teater.
Begge kvinder er valgt på grund af deres stærke person. Ingen er i tvivl om, at disse damer kan selv.
- Det er vigtigt for Kopenhagen Fur at vise danske kvinder med substans. Vores kampagne skal udstråle den kvalitet, styrke og sikkerhed, der ligger i vores virksomhed og vores produkter, forklarer Torben Nielsen.
Kampagnen løber fra 15. oktober 2007 og kan ses i de danske pelsbutikker.

