EFBAs nye administrerende direktør i Bruxelles

20 September 2007

Francoise Hossay, der tidligere på måneden blev udnævnt til administrerende direktør for det europæiske pelsdyravlerforbund, EFBA, har netop været i Danmark for at besøge Kopenhagen Fur og få rundvisning på en minkfarm og øge sit kendskab til det erhverv, hvis interesser hun fremover skal varetage fra EFBAs hovedsæde i Bruxelles.

 

Francoise Hossay er universitetsuddannet matematiker, men har valgt at bruge sin skoling i komplekse matematiske problemstillinger indenfor det erhvervspolitiske felt. Efter at gennemføre den internationale lederuddannelse MBA har hun i mere end 15 år arbejdet for British-American Tobacco, først som auditør og siden som marketing manager og finansansvarlig og som industriens lobbyist i Bruxelles.

 

Under sit ophold i Danmark besøgte Francoise Hossay minkavler og bestyrelsesmedlem for Dansk Pelsdyravlerforening Knud Vest og var også på besøg hos Kopenhagen Studio inden hun blev vist rundt i auktionshuset i Glostrup. Hun har også været på besøg i Finland hos Finnish Fur Sales og er undervejs på en mindre europa-turne for at blive introduceret til forskellige nøglepersoner og lytte til EFBA-medlemlandenes forskellige positioner.

 

- Det er vigtigt at de europæiske pelsdyravlere fremstår i Bruxelles som en koalition, der taler med en stemme, siger en smilende og karismatisk Francoise Hossay, der på én gang virker tillidsvækkende og selvsikker.

 

- Nu er jeg på vej rundt for at tale med og lytte til de forskellige medlemsorganisationer for at få tilstrækkeligt input til at fastlægge en fælles linie, men det står klart for mig, at vi skal være proaktive. Som branche må vi ikke blot sidde og vente på beslutninger fra EU. Vi må være opsøgende og selv komme med forslag og initiativer, så det er os og ikke politikerne der sætter agendaen og de rammer, vi som erhverv skal operere indenfor, fortsætter Francoise Hossay.

 

Francoise Hossay tiltrådte som administrerende direktør for EFBA i Bruxelles i begyndelsen af september og vil blive assisteret af Kirsten Sejlstrup, som fortsætter sit arbejde for EFBA. EFBA flytter per 1. oktober i nye lokaler på Avenue des Arts til en placering strategisk tæt på Europakommissionen.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005