Endelig salgsrapport

05 September 2007

Sæsonens sidste auktion havde et udbud på 4,5 mio. minkskind, der fordelte sig med 1,6 mio. regulære skind, 1,9 mio. undersorter og ca. 1,0 mio. breeders og sommerskind.

Auktionen bekræftede den tendens, at afstanden mellem de gode og de dårlige kvaliteter er blevet markant øget.

 

Samlet resultat for auktionen blev, at prisen for regulære skind faldt 10% for hannerne, mens tæverne holdt priserne fra juni. Den dårligere del af undersorter og breeders opnåede en markant svagere pris end tidligere.

 

Auktionen blev besøgt af ca. 340 kunder hen over de 6 salgsdage. Største kundegruppe var Kina/Hong Kong, der ligeledes aftog størstedelen af skindene. Også Grækenland var aktiv, primært på store hanskind.

 

Ud over minkskind blev der solgt Swakara skind fra Namibia. Denne skindtype er stærkt efterspurgt, og selv med et prisfald på ca. 15% var der tale om høje priser. Også russiske zobel samt mårskind var stærkt efterspurgte. Et mindre udbud af ræveskind indbragte næsten faste priser. Kollektionen af chinchilla fik endnu et prisløft, og regulære skind kostede hele 535 kr. i gennemsnit. Dyreste lot kostede 800 kr.

 

Auktionen begyndte torsdag med de blå typer, Sapphire og Silverblue. De regulære skind blev solgt til faste priser med undtagelse af Silverblue tæver, som steg 10%.

 

Samme eftermiddag kom Black mink under hammeren, og såvel hanner som tæver måtte ca. 10% ned i pris. Velvet kollektionen faldt ca. 7%.

 

På auktionens anden dag blev der udbudt Pearl, Palomino og Black Cross. Pearl hanner faldt ca. 9%, mens tæverne steg 6%. Et mindre udbud af Palomino blev solgt til faldende priser. Black Cross klarede sig relativt godt, idet kollektionen, der var stærkt præget af små størrelser, blev solgt til lidt vigende priser på hanner og lidt stigende priser på tæver.

 

Auktionens tredje dag blev indledt med et udbud af diverse Cross typer. Skindene blev solgt på linie med Black Cross og med højeste priser for de blå Cross typer.

 

White mink har oplevet noget af en prismæssig rutsjetur, men denne gang kunne alle skind sælges, og prisen på hanner faldt kun beskedne 6%, mens tæveskindene steg 7%.

 

På fjerde salgsdag skulle hele 1,2 millioner brune hanskind sælges. Under juni-auktionen var det brune hanner, der fik den største stigning, men denne gang måtte noget af stigningen leveres tilbage, idet Brown hanner faldt 8% og Glow hanner 11%. Der kunne noteres en markant prisforskel mellem topkvaliteten og den svagere ende.

 

Femtedagen indledtes med salg af Pastel mink. Hannerne faldt ca. 10%, mens tæverne viste stigende tendens.

 

Det store udbud på 1,3 mio. brune tæveskind fik et stærkt salg med faste til stigende priser og med en markant merpris for de bedste kvaliteter. Brown Velvet kollektionen steg således 9%  og Glow Velvet 4%.

 

På auktionens sidste dag blev der solgt Mahogany hanner, som faldt 13%, mens tæverne var næsten faste. Også på denne type var der en markant merpris for de gode kvaliteter.

 

Salgssæsonen 2006/07 er hermed afsluttet, og selvom minkpriserne er faldet 25% i gennemsnit i forhold til forrige års rekordpriser, må resultatet på 232 kr. for samtlige solgte skind betragtes som tilfredsstillende.

 

Konkurrencen vil de kommende år blive skærpet i takt med den store udvidelse af minkproduktionen, der er sket, ikke mindst i Kina. Det er derfor vigtigt, at avlerne satser på at producere kvalitetskind, idet der har været en klar tendens til, at kvalitetsskind bliver forholdsmæssigt bedre betalt end tidligere.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005