Link til Bekendtgørelsen om plasmacytose hos pelsdyr
Bekendtgørelsen om plasmacytose hos mink, ilder og finnraccon fra sommeren 1999 har været et godt redskab til at sikre, at alle har fulgt en fælles strategi i bekæmpelse af plasmacytose. Det har dog i perioden fra 1999 og frem til i dag vist sig nødvendigt at få tilpasset bekendtgørelsen. Ved en høringsrunde i alle landsdelsforeninger blev der debatteret ønsket om de overordnede ændringer for bekendtgørelse, som plasmacytoseudvalget og pelsdyrlaboratoriet i samråd med Fødevaredirektoratet efterfølgende har arbejdet på at få tilpasset.
Bekendtgørelsen er, efter at have været i høring, blevet rettet til af Fødevarestyrelsen og efterfølgende underskrevet. Afslutningsvis er den blevet optaget i Lovtidende, hvilket betyder, at den nye ”Bekendtgørelsen om plasmacytose hos pelsdyr” træder i kraft d. 1. juli 2007.
Her kort de væsentligste ændringer i den reviderede bekendtgørelse:
• Sommer farme:
Begrebet sommerfarme er i den nye bekendtgørelse fjernet. På grund af et ønske om ikke at flytte dyr uden ledsaget flytteattest fra blandt andet direktoratet, er det besluttet, at ingen dyr fremover kan flyttes uden gyldig flytteattest. Dette gælder også dyr, som skal flyttes ud af landet. Her gælder også, at dyrene skal ledsages af flytteattest, uanset om det er et krav fra modtagerlandet.
Selv med denne stramning er der dog mulighed for, at testning i det etablerede pelsdyrhold kan fraviges. Her er kravet dog, at avler underskriver erklæring om, at alle dyr nedpelses ved førstkommende pelstid, og efterfølgende rengører og desinficerer farm, inden det er muligt at tage den i brug igen.
• Statusundersøgelse:
Reglerne for i, hvilken periode blodprøverne skal udtages, er i nogle tilfælde ændret i den nye bekendtgørelse. Se bilag 1 og 2 i bekendtgørelsen.
• Ikke overholdt statusundersøgelse:
Kravet til opfyldelse af indsendelsestidspunktet for blodprøver er ikke ændret. Dog er der nu konsekvens bag, ifald prøverne ikke indsendes rettidigt. I fremtiden vil farmen miste sin status som plasmacytosefri, med de konsekvenser dette måtte medføre som bl.a. flytteforbud. For igen at opnå status er kravet, at der i farmen skal foretages en totaltest af alle avlsdyr.
• Mistænkt pelsdyrhold:
Tidligere skulle der ved påvisning af 1-3 reagenter i en besætning efter 3 mdr. foretages en totaltest for igen at opnå plasmacytosefri status. Dette gælder stadigvæk, men i tilknytning til fundet af reagenterne i en deltest af farmen, skal der fremover foretages en totaltest af hele besætningen inden 14 dage efter fundet af den/de første reagenter.
• Smittet pelsdyrhold ”mere end 3 reagenter”:
Ved fund af mere end 3 reagenter gælder fremover, at reagenterne skal aflives umiddelbart. Dette er nyt, og er alt andet lige den største ændring i den nye bekendtgørelse. Aflivningen skal foretages uanset tidspunktet på året, hvor de måtte konstateres. Deslige vil der for en farm, som er registreret som smittet pelsdyrhold, blive givet forbud mod at føre tæver og hanner sammen. Dette vil medføre, at det ikke fremover er muligt for et smittet pelsdyrhold at parre minkene, og dermed være nødvendigt for den enkelte at nedpelse et smittet pelsdyrhold.
• Sanering af smittet pelsdyrhold:
Nedpelses farmen, og den er registreret som et smittet pelsdyrhold, er det et krav, at farmen afslutningsvist desinficeres 2 gange med min. 1 uges mellemrum inden endelig godkendelse af farmen. Dette medfører, at rengøring af farmen skal være afsluttet min. 1 uge tidligere end tidligere.
Der er her beskrevet nogle af de væsentligste ændringer i den opstrammede bekendtgørelse. Skulle der være spørgsmål til indholdet i bekendtgørelsen, kan Pelsdyrlaboratoriet kontaktes på tlf. 4326 1001.