Kopenhagen Fur indledte auktionens tredje salgsdag med et udbud af Silverblue tæver, som blev solgt til faste priser.
Næste artikel under hammeren var Sapphire hanner. Skindene blev solgt under stærk konkurrence til priser, der steg 11% i forhold til april-auktionen. Tæverne fik ligeledes et tilfredsstillende salg og prisen steg 7%.
Blue Iris fik et fantastisk salg, og skindene blev solgt til meget høje priser. Aleutian mink er knapt så populær hos kunderne, hvilket også afspejledes i prisen.
Der var stor efterspørgsel efter Violet mink, der ligeledes blev solgt til høje priser.
I Jaguar mink blev skind med gode markeringer solgt til høje priser, hvorimod prisen på skind med svage markeringer faldt betydeligt.
Auktionen fortsætter i morgen med et udbud af Pastel, Dawn og Mahogany mink.