Modetendenser for 2008/09

10 June 2007

En af de ledende trend-gurus indenfor mode og indretning, Li Edelkoort, har givet sit bud på hvad fremtiden bringer på modefronten for sæsonen efterår/vinter 2008/09. Hun har opstillet en liste af nøgleord, som også er interessante, når det gælder pels.

 

Nogle af de vigtigste nøgleord er  ’Covering up’, ’Irony’, ’Hairy’ og ’Real winter’.

 

Hendes vigtigste pointe er, at vi har et behov for at dække os til, fordi vi lever i en tid med frygt. Tildækning giver os en følelse af tryghed. Tildækning er fra top til tå, bl.a. i form af støvler, strømpebukser, lange bukser, store bluser, uformelige frakker og masker, parykker, slør og hætter.

 

Ifølge Li Edelkoort bliver alt, hvad der gøres indenfor mode den kommende sæson gjort med en snert af ironi. Smukt og yndigt er ikke længere in. Det er derimod snuskede farver, halvgrimme tryk og uflatterende designs.

 

’Hairy’ er et af de vigtigste nøgleord i den kommende sæson. Alt skal have hår på, og helst lange hår så effekten bliver skødesløs. Den behårede beklædning skal ikke være farvet. Alt skal være i naturlige farver.

 

Endelig er der Real Winter. Ligesom med ironi og frygt, som synes at have en stærk indflydelse på den kommende sæson, så bliver Real Winter en meget populær modetendens. Det er i sig selv ironisk nok, da sne og is synes at blive en sjælden gæst selv i de koldeste dele af verden. Naturligvis er pels – og masser af det – en vigtig del af denne tendens, og farven er hvid.


Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005