Åben Farm i Nordjylland

14 May 2007

 

Vejret holdt og reaktionerne positive, da to nordjyske minkfarme holdt åbent hus søndag den 13. maj.

 

- Vi har vel haft 50 gæster i dag, og alle har været meget positive. De fleste havde aldrig været på en minkfarm før, og de var overraskede over, hvor godt dyrene blev behandlet, og hvor ordnede forholdene var, siger Ole Haarbo, der i dagens anledning havde åbnet sin farm i Ranum uden for Løgstør.

 

Normalt passer Ole Haarbo bestanden på 1200 tæver sammen med sin kone, men søndag var alle nysgerrige velkommen til at kigge indenfor. Og de fik sig lidt af en oplevelse, da vi jo er midt i hvalpesæsonen.

 

- Vi havde selvfølgelig håbet på at se en masse børn, men selvom de fleste gæster var voksne, vakte hvalpene stor lykke, siger Ole Haarbo, der havde stablet arrangementet på benene i samarbejde med Nordjyllands Pelsdyravlerforening.

 

Enkelte børn fik dog også oplevelsen med, og 6-årige Emilie Hansen mente i hvert fald, at hvalpene var både ’ret søde, meget bløde, og utrolig varme’, mens hun fordøjede indtrykkene over en gratis is efter besøget i hallerne. Imens kunne far få sig en øl og en snak eller måske kigge på en gave til mor blandt de mange udstillede pelse.


Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005