Rettelser i pelsdyrbekendtgørelsen

08 May 2007

Justitsministeriet har nu rettet et par fejl i bekendtgørelsen om beskyttelse af pelsdyr. Med en lille ændringsbekendtgørelse med ikrafttræden den 10. maj 2007 er følgende fejl rettet:

 

I § 35, stk. 4, 2. pkt. om delvis fast bund i rævebure er ”bundet” rettet til ”bunden”, og i det efterfølgende om arealet af den faste bund er ”0,50 cm” rettet til ”50 cm”, så bundpladen skal have en minimumsbredde på 50 cm.

 

§ 23 om indhusning af avlstæver i hvert andet bur fra medio april og indtil fravænning af hvalpe er blevet tilføjet den generelle overgangsordningen. Dermed er der også blevet rettet op på denne uheldige forglemmelse. Ændringen bevirker, at systemer med bure til mink, ilder og fritter, der er taget i brug før den 15. januar 2007, først den 31. december 2010 skal opfylde kravet i § 23 om indhusning af avlstæver i hvert andet bur. Ligesom de øvrige krav, som er omfattet af denne overgangsordning – det vil sige trinvis fravænning af hvalpe (§ 24, stk. 3) og burstørrelser (§ 26) - gælder overgangsordningen dog kun i det omfang, at opfyldelse af bestemmelserne vil forudsætte væsentlige ændringer i buranlæggets indretning og udstyr.

 

Eventuelle minkbure på under 1.600 cm2 eller lavere end 35 cm skal naturligvis fortsat være udskiftet senest den 31. december 2007.

 

Link til ændringsbekendtgørelsen

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005