Den årlige pelsmesse i Milano, Mifur, åbnede i dag. Frem til den 18. marts vil indkøbere fra hele verden snuse rundt på messen, som er kendt at være den modemæssigt mest interessante pelsmesse.
Kopenhagen Fur har en stand på messen og er desuden sponsor for gallashowet, hvor de bedste italienske buntmagere viser pelsmode. Gallashowet finder sted i aften, den 14. marts.
Pelsmarkedet er fortsat afventende som følge af den varme vinter og det deraf manglende salg i detailledet. Mifur er derfor startet roligt, og umiddelbart synes der ikke at være så mange besøgende som sidste år.
- Vores stand er dog velbesøgt, især af The Purple Club-medlemmer og auktionskunder. Vi udleverer en del materialer, og folk er meget interesseret i vores skindudstilling, som viser mange typer og kvaliteter samt nogle af de spændende teknikker fra Workshoppen, dels i form af teknikprøver, dels syet op i færdige pelse, siger produktudviklingschef Thomas Andersen fra standen.
Generelt er der en afventende, men dog positiv atmosfære. Som de øvrige messer tegner, der sig et billede af at buntmagere, som satser på høj kvalitet og mode, har haft et fint salg på trods af den varme vinter.
Kopenhagen Furs stand på Mifur.