Alle kreative lag i pelsbranchen er enige om at pels bør være ungt og fashionabelt. Det tales der om på auktionshusenes direktionsgange, blandt marketingfolk, designere og buntmagere og blandt indkøbere og udstillere på verdens pelsmesser. Men at skabe ungt design kræver en vis ungdommelighed hos dem der designer og hos dem der sælger, og der skal nye generationer til hvis erhvervene skal overleve.
En sammenslutning af tyske buntmagere var i år på pelsmessen i Hong Kong for første gang som udstillere, og foruden deres nyeste pelse kunne de også præsentere den nye generation indenfor faget. Sara Meerstein (22), Tim Mersmann (19) og Daniel Slupinski (23) er alle vokset op som børn af buntmagere, og er alle indstillede på at overtage forældrenes forretninger henholdsvis Meerstein GmbH, Mersmann og Slupinski OHG.
KENDSKAB TIL PELS
Da Tim Mersmann kunne konstatere at ingen af hans søskende havde tænkt sig at drive familiens buntmagervirksomhed videre, tog han sagen i egen hånd og søgte direkte fra gymnasiet til Staadliche Berufs Schule i Fürth ved Nürnberg, som er tysklands eneste buntmageruddannelse.
Daniel Slupinski havde egentligt vendt ryggen til forældrenes pelsfirmaer og rettet næsen mod andre horisonter, men på sidste halvdel af hans universitetsstudier i økonomi besluttede han alligevel at specialisere sig i afsætning og markedsføring af pels, og er nu startet på samme buntmageruddannelse som Tim Mersmann, som han i forvejen kender godt gennem forældrenes venskab.
- Det er ikke nok at have forståelse for økonomi og afsætning. Du bliver nødt til at have en buntmagers indgående kendskab til pels, hvis du vil klare dig godt i branchen og ikke være afhængig af andre, siger Daniel Slupinski.
NYT UDSYN
Både Daniel og Tim er enige om at de i kraft af deres unge alder kan se på branchen med nye øjne.
- Mine forældres generation af buntmagere har allerede gjort meget for at gøre pels ungt og fashionabelt. På det punkt kan jeg ikke se at vi kan tilføre noget revolutionerende nyt. Men særligt indenfor distribution tænker vi nok anderledes. Globalisering og et globalt tankesæt har jo været noget naturligt for min generation, da vi voksede op, siger Daniel Slupinski netop som faderen Hr. Slupinski kommer forbi og fortæller at han er på Hong Kong messen for første gang i år, netop for at give sin søn indblik i nye markeder og nye muligheder.
UNGT OG FASHIONABELT
Sara Meerstein forlod forældrenes hjemstavn Bretnig-Hauswalde nær Dresden for at studere fashion-design på den anerkendte design-skole Marangoni i Milano. Men opvæksten hos buntmagerforældre hang ved og efter afsluttede design-studier har Sara Meerstein netop besluttet at designe Meerstein’s næste kollektion og på sigt at overtage butikken.
- Pels har altid været naturligt for mig. Jeg er vokset op med det og har set dets mange anvendelsesmuligheder, og jeg føler at der er mange nye ting at lave med pels. Jeg vil først og fremmest lave min kollektion ung, elegant og fashionabel. Det skal være ungt for at undgå det faldgrube, branchen tidligere blev fanget i, hvor pels blev synonymt med gamle damer. Men det skal samtidigt være elegant for pels er et dyrt og eksklusivt materiale, og sådan skal det også fremstå, siger Sara Meerstein og forklarer at hun ikke bryder sig om de mange, meget farverige kinesiske kollektioner, hvor teknikker og stilarter blandes uden nogen form for blusel.
- Det virker lidt smagløst, siger Sara Meerstein.

NYE NETVÆRK Sara Meerstein er ligesom Tim Mersmann tredje generation på banen i familieforetagendet, mens Daniel Slupinski har arvet interesse for pelsfaget helt tilbage til sin oldefar, der startede familiens buntmagerforretning. Mersmann og Slupinski er begge medlemmer af Kopenhagen Furs the Purple Club og er begyndt at arbejde sammen med Fechner Design, som også er Purple Club medlem, og som bl.a. levere varer til de andre.
- Det er fantastisk at høre, siger Retail Manager Heidi Nyby. – Vores store forhåbning med the Purple Club var netop at det skulle blive et business netværk og inspirere medlemmerne til at samarbejde. |