Det manglende vintervejr på samtlige markeder resulterede i faldende skindpriser på februar-auktionen.
Udbuddet på godt 3 mio. minkskind blev kun 41% solgt til 267 kr. i gennemsnit svarende til en pris, der lå 20% under niveauet fra december.
En mindre kollektion af ræveskind mødte ligeledes prismodstand, mens chinchilla og russiske zobel blev solgt til faste priser. Karakul skindene blev hovedsageligt trukket tilbage.
Sæsonåbningen i december viste fortsat høje priser på hanskindene, mens tæveskindene måtte ned i pris. Fra slutningen af december og frem til februar-auktionen har meldingerne fra samtlige markeder været negative, idet det usædvanligt varme vejr for årstiden resulterede i faldende salg af pelse.
Allerede ved tilmeldingerne af kunder til auktionen var der tegn på afmatning. Der var således kun ca. 280 kunder til de fire salgsdage mod hele 400 kunder forrige år.
Den første minktype under hammeren var Pastel, og allerede efter få minutter var det tydeligt, at det ville blive en vanskelig auktion. Køberne var yderst forsigtige, og det resulterede i, at kun ca. halvdelen af skindene blev solgt med et prisfald på 20%. Interessen for de efterfølgende Black Cross samt forskellige Cross typer var endnu mindre, og salgsprocenten blev tilsvarende lav. Jaguar mink blev solgt til gode priser for skind med gode aftegninger og god farve. Derimod måtte White endnu en auktion notere faldende interesse, hvilket med et prisfald på 20% kun gav et salg på ca. 30% af skindene.
Auktionens anden dag begyndte med Sapphire, og her kom salgsprocenten op på ca. 50%. Silverblue hanner kunne ligeledes sælges ca. 50%, mens kun 20% af tæveskindene blev solgt. Kunderne havde endnu mindre interesse for Pearl hanner, og kun 25% af hannerne blev solgt, mens ca. 40% af tæveskindene fik hammerslag.
Auktionens største spørgsmål var, hvorledes salget af de mange Brown og Glow skind ville forløbe. Til mange kunders overraskelse lykkedes det at afsætte ca. halvdelen af skindene med et prisfald på 20%. Inden for hanskindene var der størst interesse for den bedste kvalitet, Platinum, mens kvaliteterne Ivory og kvalitet II fik lave salgsprocenter.
Black hanner blev 55% solgt, mens 65% af tæveskindene blev afsat. Derimod blev kun ca. 40% af Mahogany hanner solgt og ca. 45% af Mahogany tæver. Her var interessen for Velvet typen størst.
På trods af det utilfredsstillende salgsresultat blev der udtrykt tilfredshed med den førte salgspolitik, og selvom der kun blev solgt 41% af udbuddet, var det bedre, end flere havde frygtet.
Inden Kopenhagen Fur holder sin næste auktion, den 16.-20. april, vil auktionerne i Toronto, Seattle og Helsinki være afholdt, ligesom der har været pelsmesser i Hong Kong, Kastoria, Milano og Frankfurt. Disse begivenheder i pelsbranchen vil give et fingerpeg om, hvordan resten af salgssæsonen kommer til at forløbe.