Varm vinter giver nervøsitet i pelsbranchen

04 February 2007

Forår i Beijing, sludregn i Moskva - fra mange kunder gives der udtryk for, at en usædvanlig varm vinter har revet tæppet væk under pelsforretningernes salg på samtlige markeder. Det betyder, at lagrene er fyldt op – i særdeleshed i detailforretningerne. Derfor er opkøberne på Kopenhagen Furs februar-auktion afventende, og det sætter sit præg på salget med faldende priser og lave salgsprocenter.

 

Spørgsmålet er, hvor dybt nervøsiteten stikker – om udbuddet af skind er blevet så stort, at branchen nu står overfor en længere nedgang inden udbud og efterspørgsel igen er i balance. Irving Tax, opkøber fra New York og en af de meget store spillere i branchen, er på nuværende tidspunkt ikke klar til at tale om en krise, men han har heller ikke svaret på, hvordan markedet kommer til at udvikle sig i den kommende tid.

 

- Ingen ved, hvordan udviklingen bliver, eller om skindudbuddet er for stort. For fem år siden solgte Kopenhagen Fur 12 millioner minkskind til en væsentligt lavere pris end nu, og var godt tilfreds med det. Sidste år var både udbud og priser langt højere. Og for blot en måned siden, havde ingen forudset den situation, vi nu står i, siger Irving Tax.

 

Skind opkøbt på februar-auktionen kommer først ud i detail-leddet næste vinter. Men med de aktuelle efterretninger fra detailsalget er fabrikanterne ikke klar til at indkøbe store skindmængder på nuværende tidspunkt i forventning om salg til detailleddet senere i år.

 

- Der ér blevet koldere på nogle af vores markeder, for eksempel i Rusland, hvor vinteren endelig har indfundet sig, men det er nok tvivlsomt, om forretningerne kan nå at indhente efterslæbet. Det får vi en indikation af på de internationale pelsmesser, som bliver holdt i de kommende måneder. Især bliver messen i Hong Kong spændende, fordi det er den vigtigste messe set fra et kommercielt synspunkt, siger salgsdirektør Erik Neergaard, Kopenhagen Fur.

 

Udviklingen på det kinesiske marked er gået meget stærkt i de senere år. Ikke alene er produktionen af skind steget kraftigt til nu mellem 10 og 15 millioner om året fra stort set ingenting for blot få år siden. Den udvikling fortsætter i 2007, hvor verdensproduktionen igen vil tage et ryk opad.

 

Antallet af pelsforretninger og pelsfabrikanter i Kina er også steget voldsomt. En af de større Kina-fabrikanter peger på, at opblomstringen af pelsvirksomheder i Kina har givet en stor efterspørgsel på rå skind det seneste år. De mange nye aktører har dog også gjort det vanskeligere at vurdere markedet, herunder måske især lagersituationen i branchens forskellige led.

 

Det vurderes i markedet, at hvis vejret havde artet sig, var udbuddet passende, men med én af de varmeste vintre i mands minde, overstiger udbuddet efterspørgslen. Der er en ophobning i systemet, som derfor ikke kan aftage store mængder skind, før detailhandlerne får langet nogle varer over disken.

 

Frank Zilberkweit, kommissionær med base i London, mener, at tendenserne på februar-auktionen, skyldes det varme vejr og et meget højt prisniveau på rå skind.

 

- Prisen på færdigvarer har gjort det sværere at markedsføre pels, så priserne måtte justeres på et tidspunkt, siger Frank Zilberkweit.

 

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005