FoodCulture: Aldrig er det gået bedre for pelsbranchen

22 January 2007

- Aldrig er det gået bedre for pelsbranchen, skriver FoodCulture, Landbrugsraadets nyhedsmagasin, som overskrift til et syv siders langt temanummer i denne uge om den danske pelsbranche. Temanummeret, illustreret med forsidefoto og suppleret af en lederartikel om det forførende ved hvide minkfrakker, består af interviews med administrerende direktør for Kopenhagen Fur, Torben Nielsen, minkavler Annelise Vest samt Ole Münster fra Dyrenes Beskyttelse, adfærdsbiolog fra Københavns Universitet, Leif Lau Jeppesen og Kristen Touborg, dyrevelfærdsordfører for SF.

 

Ole Münster fra Dyrenes Beskyttelse udtaler at man er tilfredse med de nye regler for pelsdyravl og anerkender at ’den danske model’ har skabt gode forhold for pelsdyr. Han mener dog, at det ville være ’naturligt’ at sikre alle mink adgang til svømmebassiner. Det afviser adfærdsbiolog Leif Lau Jeppesen på baggrund af sine 22 års speciale i dyrevelfærd som aldeles uvidenskabeligt.

 

- Mink har absolut intet biologisk behov for vand at svømme i. Når de har lært, hvad det er, vil de i gennemsnit ligge i vandet fem minutter i døgnet, fordelt på ganske få gange. Og vandet har ingen målbar effekt på deres adfærd. De bliver kort sagt ikke lykkeligere af det, udtaler Leif Lau Jeppesen til FoodCulture.

 

Kristen Touborg fra SF er hverken enig med Dyrenes Beskyttelse eller Leif Lau Jeppesen om at pelsdyr har det godt. Han medgiver at han ikke er minkavler, men udtaler at han har set vildmink svømme i søerne tæt på sin egen gård, hvilket får ham til at anfægte adfærdsbiologens konklusioner om mink i husdyrhold. 

 

Annelise Vest forklarer i sit interview med FoodCulture, at fordomme om pelsbranchen bunder i uvidenhed, og at fordommene sjældent overlever et besøg på en minkfarm, hvor gæster ved selvsyn kan forvisse sig om at dyrene har det godt. 

 

Læs alle artikler på på www.foodculture.dk

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005