Kopenhagen Fur - og alle andre gode kræfter i pelsbranchen - har nu gennem nogle uger arbejdet intensivt med påvirkning, afklaring og præcisering af de relevante dele af den omfattende ”toldpakke”, som den kinesiske regering har annonceret (omtalt her på hjemmesiden den 26. oktober).
Udenrigsministeriet, herunder Danmarks repræsentationer i Beijing og Hong Kong, er inddraget aktivt, og der netværkes naturligvis med andre berørte brancher, andre landes repræsentationer, EU samt centrale aktører i selve pelsbranchen. I næste uge er Kopenhagen Furs adm. direktør Torben Nielsen i Kina, og salgsdirektør Erik Neergaard er i Hong Kong.
Flere afgørende elementer i ”toldpakken” er fortsat ikke endeligt fastlagt i detaljer, og der kan således fortsat ske ændringer i selve pakkens omfang, ligesom beregningsgrundlag eller ikrafttrædelsestidspunkt kan være forhold, som ændres i forhold til de foreliggende meddelelser.
Yderligere information vil naturligvis følge, så snart der måtte være nyt i sagen.