Pas på tilbud om billig arbejdskraft

12 October 2006

Pelsningssæsonen nærmer sig og dermed også behovet for arbejdskraft i pelserierne. I øjeblikket modtager flere pelsdyravlere henvendelser fra flere firmaer, blandt andet Baltic Workforce, som tilbyder østeuropæisk arbejdskraft. Man skal imidlertid være opmærksom på de regler, som gælder for ansættelse af østeuropæere, advarer Johnny Ulf Larsen, direktør for Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere.

 

- Arbejdere fra Østeuropa skal have arbejds- og opholdstilladelse, og de skal aflønnes med en normal dansk overenskomstmæssig løn. 90 kr. i timen inklusiv bolig, som nogle firmaer tilbyder, holder ingen steder, siger Johnny Ulf Larsen.

 

Det er Øst-aftalen, som regulerer området. Den er en overgangsordning, som blev indført i forbindelse med udvidelsen af EU med de østeuropæiske stater. Øst-aftalen gælder frem til maj 2009.

 

- Politi og skat arbejder sammen for at sikre, at Øst-aftalen holdes, og vi ved, at der er stor opmærksomhed på minkfarme, siger Johnny Ulf Larsen.

 

Bøden for at ansætte ulovlig østeuropæisk arbejdskraft er på minimum 10.000 kr. pr. medarbejder pr. påbegyndt måned. Derudover skal der efterbetales løn svarende til den overenskomstmæssige løn på området.

 

Hvis man benytter østeuropæisk arbejdskraft, skal den enkelte avler sikre, at arbejds- og opholdstilladelse er i orden. Det tjekker man ved at kigge i arbejdstagerens pas, hvor stempler dokumenterer, at tilladelserne er i orden. Som pelsdyravler kan man blive forhåndsgodkendt af Udlændingestyrelsen til selv at ansætte østeuropæisk arbejdskraft. Det kræver, at man er medlem af en arbejdsgiverforening, som har overenskomst på området, så man dokumenterer, at arbejdet er overenskomstdækket. Læs mere op www.udlst.dk

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005