Prisen på minkskind har aldrig været højere. Det er status efter Kopenhagen Furs femte og sidste auktion i salgssæson 2005/06. Sæsonens gennemsnitspris på minkskind er således endt på rekordhøje 309 kr. Den tidligere rekord blev sat i 1984/85 med et gennemsnit på 303 kr.
- Resultatet taler næsten for sig selv; efterspørgslen på minkskind er så stor som aldrig før. Det hænger sammen med en generel velstandsstigning, som har øget antallet af forbrugere, der efterspørger luksusvarer. Rusland og Kina er blandt vores hovedaftagere, og det er meget tydeligt, at købekraften stiger i disse lande, siger adm. direktør Torben Nielsen, Kopenhagen Fur/Dansk Pelsdyravlerforening.
Kopenhagen Furs samlede omsætning på auktionerne i 2005/06 endte på godt 5,2 milliarder kr., og det svarer til en stigning på omkring 30 procent sammenlignet med året før. Gennemsnitsprisen på minkskind i sæsonen 2004/05 var på 240 kr.
Prisudviklingen gennem sæsonen har givet et prisløft til minkskind af høj kvalitet. Det er til fordel for danske pelsdyravlere, som er verdenskendte for den høje kvalitet. På udbudssiden er antallet af danske minkskind i sæsonen 2005/06 steget med mere end 600.000 skind i forhold til året før. Det giver et samlet udbud hos Kopenhagen Fur på over 12 millioner danske minkskind. Derudover sælges en del skind fra udenlandske leverandører.
Kopenhagen Fur holder i hver salgssæson fem auktioner, og den netop afviklede september-auktion var altså den sidste i denne sæson. Der blev udbudt 3,5 millioner minkskind samt blandt andet ræveskind, chinchillaskind, Swakara og grønlandske sælskind. Omsætningen på de seks auktionsdage var godt 1,1 milliard kr.
Det var sæsonens sidste mulighed for at købe skind til den kommende vinter. Der var over 400 opkøbere, som igen bekræfter billedet af et meget stærkt pelsmarked.
Yderligere oplysninger: Kommunikationschef Sander Jacobsen, 2268 0932