Omkring 400 kunder fra hele verden - over halvdelen fra Hong Kong/Kina – har meldt deres ankomst til september-auktionen, som har første salgsdag lørdag den 9. september og varer frem til torsdag den 14. Eftersynet starter søndag den 3. september.
3,5 millioner minkskind vil blive sat til salg, og også chinchilla, zobel, Swakara, karakul og ræv vil finde vej til auktionssalen.
Salgsdirektør Erik Neergaard er optimistisk, og forventer en god auktion.
- Vi håber på let stigende priser på mink på trods af den relativt lave dollarkurs, og vi regner med at få udsolgt, siger han.
September-auktionen afslutter salgssæsonen 2005/06, som har haft et meget tilfredsstillende forløb præget af god efterspørgsel.