Pressemeddelelse: Prisstigning på pelsauktion

29 June 2006

Det var på forhånd ventet, at Kopenhagen Furs juni-auktion, 25-29. juni, ville give et mindre prisfald, som konsekvens af det markante prisfald på pelsauktionen i Helsinki i forrige uge. Det attraktive skindudbud hos Kopenhagen Fur tiltrak imidlertid et rekordstort antal kunder, som gav kamp om skindene i det danske auktionshus – med en mindre prisstigning til følge.

 

- Det store udbud af primært danske kvalitetsskind gør, at vores auktioner er meget besøgte. Kopenhagen Fur er det eneste pelsauktionshus, der har et udbud, som kan tilfredsstille efterspørgslen på store, ensartede skindpartier af høj kvalitet, siger adm. direktør Torben Nielsen, Dansk Pelsdyravlerforening/Kopenhagen Fur

 

Produktionen af kommercielle kvaliteter stiger i øjeblikket meget kraftigt, særligt i Østeuropa og i Kina, men samtidig stiger efterspørgslen på eksklusivt pelsværk.

 

- Vi har i mange år satset på kvalitet som primært middel til at overleve i en stadig mere konkurrencepræget verden. Det nyder vi i stigende grad nytte af nu. Prisen på de gode kvaliteter stiger, mens prisen på de mindre gode kvaliteter falder, siger Torben Nielsen.

 

Udbuddet af minkskind var på godt fire millioner. De blev solgt til en gennemsnitspris på 305 kr. svarende til en mindre prisstigning. Kundernes handelsvaluta er dollar, som siden Kopenhagen Furs auktion i april er faldet ca. fire procent. Målt i dollar er prisstigningen derfor tilsvarende større.

 

Omsætningen på den fem dage lange auktion endte på rekordhøje 1,3 milliarder kr. På auktionerne i februar og april rundede omsætningen også milliarden, og det er første gang i auktionshusets historie, at der har været milliardomsætning på tre auktioner i træk.

 

Under juni-auktionen blev der også udbudt andre skindtyper som chinchilla, ræveskind, og karakul. Disse skindtyper blev ligeledes solgt tilfredsstillende.

 

 

Yderligere oplysninger: Kommunikationschef Sander Jacobsen, 2268 0932.

Nyheder
Kopenhagen Fur | Langagervej 60 | DK-2600 Glostrup | Tel. +45 4326 1000 | Fax. +45 4326 1126 |
© 2005