Pas godt på minken

Pas godt på minken

Den danske minkbranche er hårdt ramt af corona. Millioner af dyr – både syge og raske – står til at blive aflivet. Det kan true branchen, fordi den vigtige stamme af avlsdyr også bliver aflivet. Også de avlsdyr, der er raske, og de, som tidligere har været syge, men som er kommet sig fuldstændig over sygdommen. I dag er der forespørgselsdebat i Folketinget om emnet, og det er snart sidste udkald for en holdbar løsning for både folkesundheden og for minkbranchen, som er en af Danmarks erhvervssucceser. Det får vi brug for på den anden side af pandemien. Der skal være råd til Arne, grøn omstilling, varme hænder, skolerne, styrket forsvar og alle de andre ting på den politiske ønskeseddel.

- Danske minkavlere har en unik global førerposition på pelsmarkedet. Det har vi, fordi vi producerer verdens bedste skind, og det gør vi i en skånsom produktion for dyr, mennesker og miljø. Vores dyr er desværre i risiko for at få corona. Det skal ikke spredes videre ud i samfundet, og det har vi avlere været gode til at undgå. Kun få mennesker i Nordjylland uden tilknytning til erhvervet har været smittet indirekte fra mink via andre mennesker, og så har en del af mine kollegaer, deres medarbejdere og familie været smittet, men de er næsten alle sammen raske igen. Så de smitter ikke. Folkesundheden er vigtigst, men vi mener, at vi både kan sikre folkesundheden og have en bæredygtig minkproduktion, siger Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere.

Danske Minkavlere er blevet mødt med stor sympati fra brede dele af befolkningen og hos langt de fleste politikere på tværs af Folketinget.

- Det vil jeg gerne sige tak for, det er faktisk ganske overvældende. Og især fordi det er en meget barsk tid for erhvervet, og hele familier ser magtesløse til, men deres livsværk smuldrer i hænderne på dem. Vi har fra erhvervets side foreslået en række tiltag, der tilgodeser hensynet til folkesundheden - f.eks. via stærkt skærpet isolationsstrategi - og samtidig giver minkavlerne en bæredygtig platform ind i fremtiden. Det håber vi, at myndighederne og politikerne vil tage godt imod. Men det haster, vi skal sammen finde en løsning nu, siger Tage Pedersen.

Fakta:

- Minkavl er en af Danmarks helt store erhvervssucceser. Vi sidder på over halvdelen af verdensmarkedet samtidig med, at vores skind er af den bedste kvalitet og sælges til de højeste priser.

- Dyrevelfærden er god hos de danske minkavlere. Dyrene lever i bure med to rum, hvor det ene er en lukket kasse med halm, hvor de kan være i fred. Burene er indrettet med hylder, de kan ligge på, og forskelligt aktivitetslegetøj. Al parring foregår naturligt, og hvalpene går med deres mor i otte uger. Når de skal aflives, foregår det skånsomt med gas uden foregående transport.

- Dyrevelfærden er den væsentligste grund til den høje kvalitet, der gør dansk mink så eftertragtet ude i verden. Jo bedre dyrene har det, desto finere bliver pelsen.

- Miljøpåvirkningen fra minkavl er lille. Efter skindet er fjernet, udnyttes resten af minken til biodiesel, biogas og gødning. Det er en cirkulær produktion, hvor intet går tabt. Og kerneproduktet, minkpelsen, laves til tøj, der i modsætning til den skiftende mode bliver båret med glæde i årtier. Minkavl er ganske enkelt et bæredygtigt erhverv og pelsen et bæredygtigt produkt.