Årets sidste auktion for Kopenhagen Fur er på trapperne

Kopenhagen Fur

11 dage med salg, cirka 7,7 millioner minkskind i udbud og det forventes, at cirka 350/400 kunder vil sætte sig til rette i salen i løbet af auktionen. Det er, hvad der er på programmet, når september-auktionen begynder lørdag d. 1. september.

Auktionen i september er Kopenhagen Furs femte og sidste auktion i denne salgssæson, men inden det første hammerslag falder, skal kunderne have mulighed for at se varerne, som udbydes. Det sker under eftersynet, som begynder lørdag d. 25. august. Kunderne vil så småt ankomme under eftersynet, men langt de fleste ankommer i dagene lige op til første salgsdag.

Hovedvaren er selvsagt minkskind, og auktionen begynder med Mahogany Velvet hanskind. Under september-auktionen udbydes også sorte og hvide Swakara-skind fra Namibia, Norwegian Type-ræveskind og et stort udbud af Chinchilla-skind, som udbydes på september-auktionens sidste salgsdag d. 11. september.