Galleri: Kunde køber tre Top Lots

13 september 2017Auktion

Emneord Top lot

Mr He Jing

Aldrig har der været en kunde som He Jing, som købte hele tre Top Lots i løbet af én auktion.


50 skind i Chinchilla Top Lottet for 1,280 DKK per skind. 50 skind i Sapphire Velvet hanner Top Lottet for 840 DKK per skind og Silverblue Velvet hunner Top Lottet for 630 DKK per skind.

He Jing fortæller, at han aldrig tidligere har købt et Top Lot hos Kopenhagen Fur. Faktisk blev han først klar over, at han er den kunde, som har købt flest Top Lots i løbet af en auktion, da Top Lot billederne til hans diplom skulle tages.

- Det afgørende for mig var, at jeg ville have den fineste skindkvalitet til mine egne kunder, siger He Jing. 

En privat klub

He Jings forretning specialiserer sig i at lave skræddersyet, højkvalitets pels- og lædertøj til luksus-kunder. Hans butik er kendt i Beijing under navnet Beijing Zhi Jiang Fur Garments Studio.

He Jings familie begyndte i pelsbranchen i 1940erne, hvor hans farfar flyttede familien fra Tianjin til Beijing. Her grundlagde He Jings farfar en pelsbutik ved navn Zhong Xin Fur Shop, som blev videreført af He Jings far. Familiens pelsdrømme er blevet båret over tre generationer, og er nu foreløbig kulmineret med He Jings pelsbutik med højkvalitets pelstøj.

- Det er en privat klub. Mine kunder kommer forbi for at få lavet skræddersyet pelstøj. Faktisk er Chinchilla Top Lottet allerede reserveret til en af mine kunder, siger han.

He Jings butik har hjemme i et af de prestige- og stemningsfyldte, traditionelle kvarterer i Beijing. Hans butik har lokaler i et af de historiske huse kaldet Si He Yuan. For vesterlændinge, som ikke nødvendigvis er bekendt med byggestilene i Riget i midten, skal det siges, at Si He Yuan er navnet på de huse, som historisk har præget Kina i over 2000 år. Si betyder fire, He betyder forbundet, og Yuan betyder gårdhave.

Og det er netop sådan, at Si He Yuan huse er bygget.  Fire huse forbundet i en firkant med en gårdplads i midten. Nogle af de mest eksklusive af disse huse er at finde i Beijings hjerte. He Jings beslutning om at placere sin virksomhed her går hånd i hånd med beslutningen om at købe de mange Top Lots.

- Uanset omkostningen så skal vi have de fineste skind til mine egne kunder i omgivelser, som fremkalder kinesisk historie, siger han.

Traditionelle klæder til moderne kunder

He Jing besøgte også Kopenhagen Fur Studio under sit besøg i Danmark. Det var et besøg, som inspirerede ham til at se potentialet i innovativ pelsteknik.

- Det var fabelagtigt. Det inspirerede mig til at eksperimentere med komplekse pelsteknikker, siger han, og forklarer hans egen tilgang til pelsdesign.

- I min egen forretning fokuserer jeg primært på den traditionelle østkinesiske tøjstil med et moderne twist.

He Jing håber på, at han igen vil få mulighed for at købe flere Top Lots hos Kopenhagen Fur til hans egne kunder, da de i høj grad værdsætter den fine skindkvalitet i ligeså høj grad, som de værdsætter He Jings grundige arbejde.