Skindudstillingen er blevet en tradition i Grenaa

23 januar 2017Minkavl

Emneord Skindudstilling

Grenaa 1

Halvdelen af Djurslands Pelsdyravlerforening deltog i skindudstillingen, hvor niveauet var højt, og gæsterne var mange.

 

Djurslands Pelsdyravlerforenings årlige skindudstilling i Grenaa havde 10-års jubilæum i Pavillonen, da den blev afholdt lørdag den 21. januar. Foruden skindudstillingen bød dagen på modeshow og mulighed for at snakke med buntmagere og se flotte kreationer fra Kopenhagen Furs kreative designcenter, KiCK. Buntmager Ole B. Christensen havde medbragt en masse af sine pelse, som kunne prøves og købes på dagen.

Det var avlere fra Djurslands Pelsdyravlerforening, der var mødt op for at konkurrere om, hvem der havde de bedste skind. Hele 14 ud af de 27 avlere fra foreningen deltog, og niveauet var højt.

- Det er nemt at dømme her i Djursland, for de har nogle utrolig gode skind, siger Preben Enevoldsen, som selv er minkavler og var dommer på udstillingen. Han indrømmer, at han var positivt overrasket over, at så mange avlere valgte at deltage i skindudstillingen.

Godt besøgt

- Jeg hørte ordet 'tradition', da klokken var ti minutter i et, og der stod faktisk allerede gæster udenfor på det tidspunkt, som ville ind og se skindudstillingen, siger buntmager Ole B. Christensen, som havde medbragt masser af frakker og tilbehør, han viste frem i et lokale, han delte med Karina Iversen, buntmager fra Kopenhagen Fur.

Midt på dagen trak de besøgende ind til et modeshow, hvor udvalgte kreationer blev vist frem. Her kunne gæsterne både se klassiske pelsfrakker og iøjnefaldende pelse i stærke farver, som var et udpluk af flere forskellige samarbejder fra Kopenhagen Fur.

- Godt 200 gæster besøgte skindudstillingen i Pavillonen, så arrangører, buntmagere og minkavlere var godt tilfredse, siger formand for Djurslands Pelsdyravlerforening Søren Sodemann.

Grenaa 2