Pels på nye måder under modeugen

Når Copenhagen Fashion Week løber af stablen den 31. januar, bliver det med en helt særlig event på programmet. I år er Kopenhagen Fur og Oh! by Kopenhagen Fur som noget nyt gået sammen om en event, der afholdes i Brøndsalen på Frederiksberg. 

Kopenhagen Fur er kendt for sine storstilede pelsshows under den københavnske vintermodeuge, men i år prøver den danske eksportvirksomhed kræfter med noget nyt. Der vil hverken være en catwalk eller traditionelle modeller. Til gengæld vil der være en overraskelse og pels på en hidtil uset måde, når Kopenhagen Fur og accessory-brandet Oh! by Kopenhagen Fur slår dørene op til Brøndsalen på Frederiksberg.

Det hele sker tirsdag den 31. januar kl. 20.00, og de inviterede gæster kan se frem til en oplevelse af den mere utraditionelle slags.  

Pels på nye måder

Pels er mange ting. For nogle er det en lang kåbe eller en kort jakke, og for andre er det en nøglering eller en taske. Pels er et alsidigt materiale, der kan bruges på alverdens måder. Og netop dét har accessory-brandet Oh! by Kopenhagen Fur været med til at gøre danskerne opmærksomme på, siden brandet så dagens lys i 2012.

Oh! by Kopenhagen Fur har med sine kollektioner af tidløse tasker og sjove charms gjort det muligt at bruge pels som en genanvendelig hverdagsluksus. Filosofien bag produkterne er høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. Uanset om du er ung eller gammel, høj eller lav, så er Oh! by Kopenhagen Furs produkter tilgængelige for dig.

Ved eventen i Brøndsalen vil der derfor være fokus på mangfoldighed og bæredygtighed, når Oh! by Kopenhagen Furs nye kollektion lanceres. Brandets dna vil vise sig i måden, produkterne bliver fremvist, men hvordan forbliver hemmeligt, indtil dørene åbnes til Brøndsalen den 31. januar.

Om Kopenhagen Fur

Kopenhagen Fur er verdens største auktionshus for pels og globalt centrum for handlen med pels, samt Danmarks største eksportør til Kina og Hongkong. Kopenhagen Fur er et andelsselskab, ejet af de danske minkavlere, som indtager en verdensledende rolle inden for minkavl. Kopenhagen Fur er også et flagskib inden for dansk mode og design.

Om Oh! by Kopenhagen Fur

Oh! by Kopenhagen Fur er et dansk accessory-brand og datterselskab af Kopenhagen Fur, som fokuserer på at skabe sofistikerede og humoristiske hverdagsprodukter kombineret med pelsen eksklusivitet.

Humor, innovation, håndværk og kvalitet er nøgleord i designprocessen og afspejles i alle elementer af Oh!-brandet for at sikre bæredygtige produkter, der kan skabe stor glæde.