Galleri: Ny swakara-kampagne på gaden

26 april 2017Mode & Livsstil

Emneord NamibiaSwakara

Hvert år lancerer Kopenhagen Fur en pelskollektion i det afrikanske skind swakara. Kollektionerne har igennem en årrække øget opmærksomheden på swakaraen, og i år er det en anerkendt, kinesisk designer, der står bag kollektionen.

 

For den menige dansker er ordet "swakara" måske ikke et, der står øverst i ordbogen. Men for internationale designere er ordet på alles læber. De seneste år er det namibiske lammeskind nemlig blevet en bestseller og en catwalk-favorit. Karl Lagerfeld, Prada, Gucci, On Aura Tout Vu, Astrid Andersen og Armani er blot nogle af de respekterede designere, der bruger swakara i deres kollektioner, når de viser deres bud på de kommende sæsoners pelsmode.

En af årsagerne til den store popularitet skyldes Kopenhagen Furs vigtige promovering og eksponering af swakara til de mange kunder, der valfarter til Kopenhagen Furs auktioner i Glostrup flere gange årligt. Swakara er under hammeren til henholdsvis april- og september-auktionen, og der er rift om skindene. Men sådan har det ikke altid været.

Fremtidens swakara-mode

Kopenhagen Fur har indgået en aftale med de namibiske avlere om, ikke blot at sælge swakara-skindene gennem auktionerne i Glostrup, men også at promovere skindene. Som et led i denne markedsføring indgår Kopenhagen Fur hvert år et samarbejde med en udvalgt designer, som skal give sit bud på fremtidens swakara-mode gennem en række nyskabende styles.

I år er det for første gang nogensinde en kinesisk designer, der står bag årets swakara- kampagne. Han hedder Wang Yutao, og bag navnet gemmer sig en af Kinas mest celebre designere. Han står bag mærket "Beauty Berry", der i en dansk kontekst bedst kan sammenlignes med et brand som Malene Birger målt på anerkendelse og berømmelse. 

Kampagnen består af fire styles, som blev vist første gang ved Hong Kong Fur Fair den 16.-18. februar i år. Kopenhagen Furs swakara-ansvarlige Mai Ebdrup, siger om det nye samarbejde:

- Hos Kopenhagen Fur oplever vi i øjeblikket en massiv interesse for materialet. Vi er utroligt glade for og stolte af, at vi har været med til at rette de største modeskaberes øjne mod den her forholdsvis ukendte skindtype, der efterhånden er blevet kendt hos et bredere modeorienteret publikum.

Tre gennemgående temaer

For at få inspiration til dette års swakara-kollektion rejste Wang Yutao til Namibia. Det var en stor oplevelse for den kinesiske designer, der blev rørt af den synlige kontakt mellem både dyrene, menneskene og de særegne farver, det sydafrikanske land bød på.

- Første gang jeg så skindet, blev jeg tiltrukket af de smukke, naturlige mønstre, der zigzager sig gennem skindet, som om det var dale af bjerge og floder. Det er så glat og blødt som silke, siger Wang Yutao.

Designerens fascination kommer til udtryk i kollektionens tre gennemgående temaer, som sender os ud på en tidsrejse. Det første tema er naturligt og enkelt. Ingen af skindene er indfarvet, og disse styles er derfor sorte, brune og hvide og faconen minder en om en ung, elegant Audrey Hepburn fra 1960'ernes Hollywood-film. Den anden del af kollektionen er båret frem af kraftfulde farver og enkle former, der leder tankerne hen på traditionel namibisk folklore. Det sidste tema skruer også op for farverne og tager udgangspunkt i 1980'ernes høje taljer og puffede ærmer.

 

Om swakara:

Swakara, der er en forkortelse for South West African Karakul, har været avlet siden 1907, hvor de første karakul-får blev importeret til Namibia. Mere end 80 procent af Namibia er gold ørken, men karakul-fåret er et hårdført dyr, der trives i ørkenområder og samtidig er med til at regenerere ørkenen ved at nedtrampe græs og plantefrø, der ellers ville blæse bort i vinden.