Ambassadørbesøg på Designskolen Kolding

De udenlandske ambassadører i Danmark var mandag den 23. maj til et arrangement om dansk design hos Designskolen i Kolding. Omkring 50 ambassadører med ledsagere var kommet for at høre mere om skolens arbejde, og som en af skolens officielle samarbejdspartnere var Kopenhagen Fur med ved arrangementet.

- Hvis man skal karakterisere dansk design med nogle få ord, så vil jeg nævne: Det gode håndværk, enkeltheden og funktionaliteten med brugeren i centrum, sagde rektor Elsebeth Gerner Nielsen i sin velkomsttale.

Med de ord var tonen lagt an for en god dag med mange spændende indlæg fra Designskolen Koldings mange, vigtige samarbejdspartnere - bl.a. ECCO, Vejle Kommune, LEGO, Coop, Swarowski og Kopenhagen Fur.

Oplæg om bæredygtig pels

Julie Maria Iversen, der til daglig er leder af Kopenhagen Nexus, holdt et lille oplæg for ambassadørerne sammen med adjunkt og forsker i bæredygtig mode, Else Skjold. De to talte om Kopenhagen Furs interesse for talentudvikling og pelsdesign samt pelsbranchens fokus på bæredygtighed - herunder samarbejdet med Designskolen Kolding.

- Et af de samarbejder, vi værdsætter meget højt, er med Designskolen Kolding. Gennem vores samarbejde med jer har vi hos Kopenhagen Fur fået en ny, vigtig indsigt i bæredygtighed inden for pels og design, som har udviklet sig meget de seneste år, sagde Julie Iversen. 

Bagefter gav hun ordet til Else Skjold, der i øjeblikket arbejder på et forskningsprojekt, der handler om pels og bæredygtighed. Gennem projektet vil Else frembringe ny viden om pels og design i en bæredygtig kontekst, og det var dette projekt og samarbejdet med Kopenhagen Fur, hun fortalte de udenlandske ambassadører om.

Efter oplægget var der mulighed for at stille spørgsmål, og den marokkanske ambassadør Raja Ghannam erklærede hurtigt sin store forkærlighed for pels. Hun sagde, at pels, på trods af varmen, er populært i Marokko. Ifølge ambassadøren indkøbes pelsen på grund af den æstetik og status, der følger med produktet, og det er ikke unormalt at se pels i gadebilledet i vinterhalvåret, selvom det er ganske varmt i forhold til Danmark.

Dagens møde med de udenlandske ambassadører sluttede i Designskolen Koldings kantine med en forfriskning.