Pelsudstilling viste godt samarbejde mellem designskole og minkavlere

15 februar 2016

Emneord Designskolen KoldingSkindudstilling

I fredags blev der afholdt pelsudstilling og -show på Designskolen Kolding, der sammen med lokale minkavlere og Kopenhagen Fur slog dørene op for en spændende eftermiddag, som også blev udtryk for et rigtig godt samarbejde.

 

Omkring 350 mødte i fredags op på Designskolen Kolding for at opleve pelsmodeshow, se på skind og meget mere.

- Jeg synes, det gik rigtig, rigtig godt. Vi er enige i bestyrelsen om, at det var et fantastisk godt arrangement med endnu større tilslutning end sidste år, siger Peter Hindbo, kontaktavler og medlem af Fyn og Sydjyllands Pelsdyravlerforenings bestyrelse.

Ud over den større tilslutning af gæster var der også flere aktiviteter i år - blandt andet rundvisning på skolen. Desuden blev der vist designs fra årets Imagine Talents, hvoraf tre - af de i alt 28 designstuderende fra hele verden - kommer fra Designskolen Kolding.

Ved et bord med både rå og garvede skind kom mange interesserede også forbi og kiggede for at se forskellen på skindene, og endvidere var der et værksted, hvor designstuderende syede pelsarmbånd.

Glæde over samarbejde

- Vi har et kanonsamarbejde med Designskolen Kolding, og arrangementet viste rigtig fint, hvordan vi er koblet sammen med skolen, siger Peter Hindbo.

Forskningschef ved Designskolen Kolding, Irene Alma Lønne, udtrykte også sin glæde over samarbejdet med Kopenhagen Fur i sin åbningstale ved fredagens arrangement.

Ud over modeshowet, som Peter Hindbo betegner som "toppen" af arrangementet, fremhæver han også armbåndsværkstedet:

- Der var stor interesse for og kø til at komme tæt på de designstuderendes arbejde med pelsarmbåndene. Alligevel skal vi til næste år sørge for, at de studerende ikke sidder og arbejder i et særskilt værksted, men derimod kommer ned i stueområdet, så de sidder og arbejder, hvor alle er, så ingen går glip af den populære aktivitet, siger bestyrelsesmedlemmet. 

 

Læs også: Høje besøgstal ved weekendens pelsudstillinger

Læs også: Galleri: Weekendens pelsshow var en stor succes