Great Greenland fornyer sælaftale med Kopenhagen Fur

I dag, mandag den 22. februar, underskriver Great Greenland og Kopenhagen Fur en samarbejdsaftale, der skal sikre en fortsat afsætning og markedsføring af grønlandske sælskind. Med aftalen går Kopenhagen Fur og Great Greenland sammen for tredje år i træk - til gavn for begge parter.

Siden 2013 har grønlandske sælskind været en del af Kopenhagen Furs sortiment. Kopenhagen Fur er bedst kendt for sit udbud af minkskind, men de sidste 3 år har sælen også været under hammeren ved husets fem årlige auktioner. Det store antal kunder, der hvert år valfarter til pelsauktionerne i Glostrup, er derfor blevet præsenteret for sælskindet. Det har skabt en naturlig platform og et reklamevindue for denne skindtype.

Den nye aftale læner sig op ad den foregående aftale og går i korte træk ud på, at Kopenhagen Fur sælger og markedsfører 30.000 sælskind gennem auktionshuset på Langagervej i Glostrup, mens der sælges en mindre del sælskind på det grønlandske hjemmemarked. Sælskindene udbydes ved Kopenhagen Furs fem årlige auktioner, mens garvningen af sælskindende foregår i det sydlige Grønland. Sortering af skindene foregår på Paul Bergsøesvej af både Kopenhagen Furs medarbejdere og medarbejdere fra Great Greenland. Udbuddet fastlægges ligeledes af begge parter.

I forbindelse med det omstridte EU-forbud mod salg af sælskind, har de grønlandske sælfangere oplevet en stor nedgang i afsætningen af deres skind. Efter indgåelsen af aftalen med Kopenhagen Fur i 2013 har Great Greenland oplevet en øget interesse for deres sælskind. Det er godt for de grønlandske sælfangere, der altid har levet af naturens ressourcer. Ligesom det er godt for Kopenhagen Fur, der har kunnet udvide sit skindsortiment.

Desuden har de grønlandske sælskind siden aftalen i 2013 været en del af Kopenhagen Furs faste markedsføringsinitiativer. Det har blandt andet betydet, at Kopenhagen Studio, siden indgåelsen af den første aftale, har arbejdet med sælskindet og skindets mangfoldighed til modefolk verden over. Det har resulteret i, at mange unge designere har taget skindet til sig og brugt det i deres kollektioner. Ved den netop afholdte Copenhagen Fashion Week 2016 var der sælpels med på catwalken hos anerkendte designere som Freya Dalsjö, Mark Tan og Jesper Høvring.

- De senere år har været hårde for sælfangerne i Grønland og for Great Greenland med faldende efterspørgsel og priser på verdensmarkedet. Vi håber, at vores fortsatte samarbejde med Kopenhagen Fur vil bringe sælskind frem i lyset igen, og skærpe efterspørgslen. Kopenhagen Fur har en kontaktflade med både kunder og designere, der ikke står til sammenligning, og vi er derfor meget glade for, at auktionshuset igen viser os den tillid at indgå aftale med os, siger direktør for Great Greenland, Ditte Sorknæs.

 

Om Great Greenland

Great Greenland blev i 1975 grundlagt under navnet Grønlandsgarveriet, som specialiserede sig i at garve sælskind. I 1991 tog virksomheden det nye navn Great Greenland A/S, da virksomhedens nye strategi var at være mere international. Fra 2003 har Great Greenland indhandlet sælskind i Grønland på grundlag af en aftale med Grønlands Selvstyre. Great Greenland har hovedsæde i Sydgrønland, hvor pelshusets aktiviteter er fordelt over fire områder: Indhandling, garveri, pelsfremstilling og salg. Sælskindende bruges i beklædningsindustrien og møbelindustrien og i den traditionelle grønlandske klædedragt.