Kopenhagen Furs september-auktion

Kopenhagen Furs september-auktion er lige om hjørnet, og eftersynet er begyndt i Glostrup. Eftersynet, hvor kunderne kan undersøge de udbudte skind, strækker sig over ti dage, hvorefter auktionen begynder fredag d. 9. september.

- Vi udbyder omtrent 4 millioner mink under denne auktion, som er den sidste for os i denne sæson. Det er et mindre udbud i forhold til september-auktionen sidste sæson. Vi forventer en positiv interesse i auktionssalen, og vores foreløbige meldinger fra vores internationale kunder bekræfter, at der er et behov for vores varer, siger Jesper Uggerhøj, adm. direktør i Kopenhagen Fur.

Han understreger dog, man ikke forventer et prisniveau, som vil være tilfredsstillende for Kopenhagen Furs minkavlere.

- Den faldende produktion på verdensmarkedet er et resultat af en øget balance mellem udbud og efterspørgsel. I 2015 lå den på cirka 82 millioner mink, og den ligger nu på estimeret 54 millioner. Men vi er stadig i en proces, hvor markedet skal tilpasse sig, og det afspejler sig i denne sæsons priser. Heldigvis kan vi se, at de danske minkavlere har opnået en merværdi for deres skind og set over et længerevarende perspektiv vil dette hjælpe de danske minkavlere, som står stærkt i forhold til udenlandske avlere, siger han.

Det forventes, at knap 500 kunder vil besøge Kopenhagen Fur under auktionen. Derudover vil en større andel kunder følge auktionen via live stream fra blandt andet Kopenhagen Furs faciliteter i den kinesiske pelsby, Tongerpu. Cirka 4 millioner mink udbydes under september-auktionen, som afholdes fra d. 9. september til d. 15. september.